I dag skulle jeg have været til whistleblowerhøring i Folketinget.

Høringen var et af de løfter, som regeringens politikere gav, da Arbejderen, Amnesty og Transparency satte fokus på whistleblowernes manglende retssikkerhed på en stor konference i Landstingsssalen i november.

Det er et alvorligt demokratisk problem, hvis man ikke kan pege på fejl i systemet uden at blive forfulgt af systemet selv.

Kort forinden havde justitsministeren nedsat et udvalg, der skulle komme med et forslag til en egentlig whistleblowerordning, som de blandt andet har i Sverige og Norge – hårdt presset af sagen om den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard, der blæste i fløjten om danske soldaters overgreb mod civile fanger i Irak, men endte med at være den eneste, der blev retsforfulgt og straffet i sagen.

Men hverken de rettighedsorganisationer, der har arbejdet mest med spørgsmålet, eller whistleblowerne selv var inviteret med i udvalget. Det konfronterede de regeringen med på vores konference. Og det skulle høringen i dag råde bod på.

Nu skulle whistleblowerne, der har mærket problemet på egen krop, og eksperterne fra Amnesty og Transparency, der har udgivet en stribe grundige rapporter om emnet, have mulighed for at komme til orde og bidrage til udvalgets arbejde.

Vi, der var tilmeldte, undrede os ganske vist over, at vi hverken havde set program eller deltagerliste i sidste uge. Og i fredags blev høringen så aflyst – med fem dages varsel. 

Angiveligt fordi Dansk Folkeparti og resten af højrefløjen har rejst en forespørgselsdebat i Folketingssalen, som udvalgsmedlemmerne skal deltage i. Hvor ærgerligt, altså!

Jeg er sikker på, at politikerne ellers havde glædet sig til at høre, hvad Anders Kærgaard og de andre eksperter har at sige om retstilstanden for whistleblowere i Danmark i dag.

Et demokratisk problem

Aflysningen af whistleblowerhøringen er faktisk rigtig uheldig. Ikke fordi jeg ikke kan finde på andre ting at bruge min eftermiddag på, men fordi det lover skidt for whistleblowerudvalgets arbejde i øvrigt – og det er uheldigt for demokratiet.

Det er et alvorligt demokratisk problem, hvis man ikke kan pege på fejl i systemet uden at blive forfulgt af systemet selv.

Derfor er spørgsmålet om retssikkerhed for whistleblowere et spørgsmål, der vedrører os alle.

Det handler ikke om at skabe endnu et organ, der skal håndtere driftsproblemer i den offentlige sektor – en slags stikkerordning for plejehjemsansatte, som fagbevægelsen frygter. Løbende samarbejdsproblemer og endog lovovertrædelser findes der allerede redskaber til at behandle.

Det her handler om statsmagten. Det er hos Politiet og Forsvaret, den del af statsmagten der har ret til at udøve vold mod andre, at de alvorlige krænkelser af vores demokratiske rettigheder finder sted. Overvågning. Aflytning. Isolation. Dødsfald under anholdelser. Fangemishandling. Brud på Genevekonventionen. Ulovlige angrebskrige og løgn og bedrag om årsagerne og konsekvenserne, for nu at nævne et par eksempler.

Og det er her, systemet lukker sig om sig selv. Der er intet sted i dag, hvor whistleblowere i statsmagten kan henvende sig, uden at det får konsekvenser, som Anders Kærgaards historie viser alt for tydeligt. Uanset om der er tale om Forsvarets Auditørkorps eller Politiklagemyndigheden: For begge de instanser i statsmagten, der har voldsmonopol, gælder det, at når de bliver anklaget for at misbruge deres magt, skal de undersøge sig selv.

I modsætning til resten af de ansatte i den offentlige sektor, hvor lovovertrædelser jo bliver behandlet af politiet – ikke af et organ under kommunerne og regionerne bestående af sosu-assistenter og læger.

Også hos store virksomheder som Nets eller Mærsk har de sidste år vist, at det kan være forbundet med ganske alvorlige konsekvenser at blæse i fløjten. Det er ganske ironisk, at politiet anholdt journalisten bag Se og Hør-afsløringen på den dag, hvor whistleblowerhøringen skulle have fundet sted. Det er ikke tilfældigt, at det var netop Anders Kærgaard og Dorte Jensen, der har mærket konsekvenserne af at blæse i fløjten hos Forsvaret og hos Mærsk, der talte på vores whistleblowerkonference.

Folkevalgte og deres cojones

Lakmusprøven på arbejdet med at sikre whistleblowernes rettigheder bliver, om vores folkevalgte har cojones nok til at sikre, at man anonymt og uden frygt for repressalier kan afsløre misforhold af væsentlig samfundsmæssig interesse hos statsmagten eller de store virksomheder.

Det er nogle af de vigtige pointer, som Anders Kærgaard, Dorte Jensen, Amnesty og alle os andre, der har arbejdet i mange år med spørgsmålet, kunne have fortalt regeringens politikere, hvis de ikke havde aflyst dagens høring.

I den kortfattede mail om aflysningen står der, at den i stedet vil blive holdt til september. Umiddelbart kan det bekymre for, om der bliver tid til virkelig at lytte til vores input, når nu udvalgets arbejde ifølge kommissoriet skal være afsluttet i "efteråret 2014".

Heldigvis ved vi jo fra terrorlovene og offentlighedsloven, at Folketinget kan arbejde endog overordentlig hurtigt, når det handler om at afmontere vores demokratiske rettigheder.

Lad os håbe, at de kan arbejde lige så hurtigt, når det handler om at sikre dem.