Jeg indfinder mig på min plads og klapper computeren op.

På facebook popper billeder op fra en faglig blokade i København her til morgen. På Herluf Trolles Gade går der underbetalt arbejdskraft. Et polsk firma uden overenskomst har lagt over 100.000 timers underbetalt arbejde. Efter et par timers blokade, hvor der ikke kunne afleveres materialer, har firmaet underskrevet overenskomst.

Jeg får en fornemmelse af at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mens vi sidder her og snakker og blafrer med stemmekortene, står kolleger fra kl. 6.30 om morgenen og bekæmper social dumping.

Nå, men så må vi i det mindste se at komme i gang med at skabe nogle gode rammer for fronttropperne, der står og blokerer derude.

Vi rækker stemmekortene i vejret og vedtager en række ændringer til 3Fs faglige politiske grundlag. Det er en slags arbejdspapir for 3F, og jeg synes faktisk det er rigtig godt.

Danmark er EU's duksedreng

En af de ændringer der bliver vedtaget er, at 3F skal skærpe EU-arbejdet. ”Danmark er en duksedreng over for EU. Over 98 % af de direktivforslag og forordninger, der bliver fremsat af EU, går man bare ind og vedtager”, lyder det fra Ole Nors Nielsen fra Aalborg.

Han fortæller, hvordan man i fagbevægelsen har kæmpet mod havnedirektivet siden 1999. ”Var det her blevet vedtaget en af de tre gange, det har været fremsat, så ville jeg ikke have stået her som repræsentant for havnearbejderne”, siger Ole Nors. ”For så ville der ikke længere være havnearbejdere”.

Havnedirektivet indeholder en sætning, der tillader ”selvservicering”. Det betyder, at hvem som helst må tage havnearbejdernes arbejde, og det ville naturligvis fuldstændig underminere faget og overenskomsterne. Havnedirektivet er blevet fremsat og stemt ned 3 gange, og EU kører fortsat på for at få det gennemført.

At forslaget er faldet igen og igen, skyldes et godt samarbejde mellem havnearbejdernes landsklub, forskellige 3F-afdelinger og 3F-forbundet. Man har hele tiden været på forkant og samarbejdet med EU-parlamentarikere om igen og igen at sparke forslaget til hjørne. 3F skal blive bedre til at lave den slags lobbyarbejde.

Vi vedtager, at 3F skal arbejde for, at kollektive aftaler og kampstridt ikke undermineres af EU.

Det er et vigtigt skridt. Hvis der altså kommer reel handling bag.

Der er meget snak og mange gode hensigter på sådan en kongres, men det er straks sværere at få forslag igennem, der sikrer reel handling, og hvor der følger penge med.

Det måtte jeg sande, da vores forslag om at ansætte unge organisatorer faldt med et brag.

Taxa-boykot

Vi går til pause, og jeg falder i snak med en tidligere taxa-chauffør.

”Så sørger du vel for, at det kun er organiserede taxachauffører, der kører dig hjem fra kongres om aftenen”, siger jeg kækt.

”Ja, det er jo ikke svært her i Aalborg”, svarer han, og fortæller til min overraskelse, at mens de fleste taxa-chauffører i Aalborg er organiserede, så er det kun 10 procent i København.10 procent! Og kun seks procent får pension!

Det er sgu da godt, at jeg har min cykel, for det kan godt tage lang tid at komme hjem om natten fremover, når man må boykotte ni ud af 10 taxa'er.

Kongres - dag 3  

”Tænk at I ikke buh'er mig ind ligesom sidste år”, siger Lisbeth, der står på scenen for at guide os igennem et par lette øvelser, der skal sætte lidt blodomløb i de stive kongres-kroppe.

Øvelserne skal markere slutningen på projektet ”Ulighed i sundhed”.

Jeg er allerede blevet husket på flere af de områder, hvor uligheden er stor i Danmark - sundhed, arbejdsløshed og uddannelse.

Igennem 3 år har forbundet og en række lokale 3F-afdelinger knoklet for bedre sundhed for 3Ferne. 3Fs medlemmer ligger i top i statistikkerne over folk, der nedslides på arbejdet og i bund, når det kommer til levetid.

Vi lader ingen tilbage

Harald Børsting gæster kongressen og holder en tale, der fremkalder både grin og klapsalver. Sandhederne kommer, råt for uforsødet. 

”De skiderikker”, siger han om de borgerlige partier, der kalder 3Fs medlemmer dovne, og som ikke ser et problem med social dumping.

Han efterlyser en ny beskæftigelsespolitik. Det er under den tidligere regering lykkedes at skabe en dagsorden om, at det er den arbejdsløse, der er problemet. ”I fagbevægelsen har vi altid været enige om, at det er arbejdsløsheden der skal skal bekæmpes – ikke den arbejdsløse”.

Ja, det er der stor enighed om. Det er meget tydeligt, når man hører på indlæggene fra talerstolen i løbet af krogressen. En ny beskæftigelsespolitik er højt på ønskelisten.

Erhvervsskoler

Harald Børsting kommer også ind på den reform af erhversuddannelserne, som ligger lige rundt om hjørnet.

Og han tager en af de – for mig at se - vigtigste bekymringer op. Nemlig indførelsen af adgangskrav på erhvervsskolene. ”Hvis man laver adgangsbegrænsning til erhvervsskolerne, så skal vi finde ud af, hvad der skal ske med dem, der ikke kan komme ind. For vi lader ikke nogen tilbage på uddannelsesfronten”, lyder det fra LO-formanden.

Det er en sindssygt vigtig pointe.

Regeringen skræpper op om adgangskrav til erhvervsskolerne, men der bliver ikke talt om, hvad alternativet er for dem, der så ikke kommer ind. Et af de meget oplagte alternativer er produktionsskolerne, som der lige nu skæres massivt ned på.

Dagen er kun lige startet, men jeg er allerede blevet husket på flere af de områder, hvor uligheden er stor i Danmark - sundhed, arbejdsløshed og uddannelse. Der er i den grad brug for en stærk fagbevægelse, der ikke lader nogen tilbage.

Der stemmes

Nu skal der arbejdes. Den lange parade af taler er overstået og vi tager fat på at behandle ændringer af vedtægter og andre forslag. Jeg forsøger at følge de mange forslag, som vi tæsker igennem i hæsblæsende tempo, mens jeg forbereder mig på de forslag jeg skal op at præsentere.

Min egen afdeling BJMF er flittige forslagsstillere, og de tre forslag, der kommer fra BJMF Ungdom skal jeg op og tale for. Sjovt nok er der fejl i to ud af tre forslag, så jeg trasker frejdigt op til dirigenterne og kræver fejlene rettet. De undskylder og lover at rette det. 1-0, tænker jeg kækt.

I en pause kommer dirigenten ned til mit bord. Han har tjekket de indsendte forslag. ”Det er ikke os, der har lavet en fejl. Forslagene er indsendt som de står”. Nå. Så må jeg op og stille ændringsforslag.

”BJMF har indrømmet, at det er dem selv, der har indsendt forslaget forkert” triumferer dirigenten, der jeg er på vej op mod talerstolen. Ja ja, det er måske gået lidt hurtigt dengang forslagene blev skrevet. Men til gengæld bliver de stemt ned ligeså hurtigt, som de opstod.

”Godt kæmpet” siger en mand, da vi kl. 21 endelig kan forlade salen. ”Jo tak. Det er ellers ikke så mange forslag vi fra BJMF får igennem”, griner jeg.

”Det havde du vel heller ikke regnet med”, siger han og gir mig et klap på skulderen.

Nej, men man har vel lov at være optimist, tænker jeg for mig selv, og følger med de andre seje folk fra BJMF ud på en af de barer i Aalborg, der har overenskomst. Shit, hvor smager en øl godt ovenpå en hel dag med vedtægtsændringer.