Trekløverregeringen har bebudet, at 2025-planen vil blive opdateret, men med afsæt i den hidtidige plan, der således fortsat er relevant. Formålet med planen er at øge velstanden, men den egentlige hensigt er at finde økonomisk råderum til skattelettelser og gennem "reformer" at udbygge dette. Råderummet skal primært bruges til skattelettelser og resten til offentlige service og reserver.

Skatte-reformerne bygger på tvivlsomme dynamiske effekter, som vil slå fejl. Derfor vil der komme til at mangle penge.

Velfærden er den store taber i 2025-planen. Grundfinansieringen af planen skaffes nemlig ved at spare 13 milliarder kroner og 23.000 ansatte på den fremtidige velfærd, hvorved den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug fra 2021 til 2025 falder fra 1,2 procent til 0,4 procent, hvilket ikke engang er nok til at dække udgifter fra voksende befolkning og flere ældre.

Men velfærden vil også på anden måde blive taber. I 2025-planen gambler regeringen nemlig på en "økonomisk genopretning", som skal skabe 240.000 flere jobs samt øge produktivitetsvæksten. Men regeringen vil fortsat føre stram økonomisk politik og hævder derfor, at den økonomiske udvikling i den private sektor af sig selv vil levere disse ting.

Men selvom økonomien er i langsom bedring, er et omsving til decideret højkonjunktur usandsynligt, fordi eksport, forbrug og investeringer siden finanskrisen vedvarende har været præget af afmatning. Tilmed skræmmer sporene fra tidligere prognoser, hvor man hvert år siden finanskrisen har bebudet, at "nu kommer opsvinget" og siden nedjusteret igen, og igen. Det forudsatte løft i beskæftigelse og produktivitetsvækst kan derfor ikke på nær vurderes at blive realiseret.

Men hermed er truslen fra 2025-planen mod velfærden ikke udtømt. For en række "reformer" skal skaffe yderligere midler til skattelettelserne. Velfærdsreformer skal øge arbejdskraftudbuddet gennem at lette top- og bundskatten, hæve pensionsalderen, forringe overførselsindkomster og skære i SU. Og erhvervsreformer skal øge produktivitetsvæksten gennem fradrag for aktieselskaber, privatisering på forsynings- og velfærdsområdet samt gennem afskaffelsen af PSO-afgiften.

Problemet er imidlertid, at der for at øge beskæftigelsen kræves skabelse af 240.000 flere jobs, hvilket langt fra kan vurderes at blive tilfældet. Og problemet er, at skattereformerne bygger på tvivlsomme dynamiske effekter, som vil slå fejl. Derfor, og på grund af den mangelfulde økonomiske genopretning, vil der i råderummet komme til samlet at mangle 20 – 25 milliarder kroner = 40 procent af det forudsatte råderum.

Der vil med andre ord ikke være penge til skattelettelserne. Fidusen i planen er imidlertid, at skattelettelserne gives før 2020, mens finansieringen findes efter. Det vil sige i 2020 vil kun velfærdsbesparelser kunne dække hullet i statskassen.