Giver finanslovsaftalen for 2013 tilstrækkeligt med forbedringer?

Det må anerkendes, at det IKKE er lykkedes at bløde op på dagpengereformen og heller ikke er lykkedes at få en job- eller uddannelsesgaranti for alle, som i 2013 falder ud af dagpengesystemet.

Men det er dog lykkedes venstrefløjen i fagbevægelsen, i S og SF's bagland samt Enhedslisten at presse regeringen udover dens akutpakke til også gennem akutjobs at prioritere nogle af de langtidsledige forrest i jobkøen. Og det er også lykkedes at spænde et halvt års ekstra sikkerhedsnet ud under de, som mister dagpengeretten i første halvdel af 2013 uden at kunne få kontanthjælp.

Det er og bliver selvsagt en ret så begrænset nødløsning. Også for en række andre elementer i aftalen gælder det, at der er tale om små forbedringer. Men lidt har også ret. Og nogle mennesker får trods alt en bedre situation, end de ville have haft uden. Og det er trods alt ikke uvæsentligt, at presset har kunnet resultere i, at regeringen har måttet flytte sig. Det er vigtigt også for fremtidig aktivitet.

Aftale med arbejdsgiverne

Men burde man have forhandlet længere og for eksempel have stået fast på kravet om sikring af et helt års forsørgelse eller på forlængelse af dagpengeperioden? Det vil jo altid være usikkert, hvorvidt der kunne have været forhandlet noget bedre hjem. Men meget tyder på, at det faktisk IKKE ville have været muligt.

Væsentlig i denne forbindelse er, at toppen i Socialdemokratiet sammen med de Radikale hele vejen op til og under finanslovsforhandlingerne indædt har fastholdt at gennemføre dagpengereformen og oven i købet har forpligtet sig overfor arbejdsgiverforeningen herpå. Og navnlig ville det have været afgørende, at regeringen havde den alternative mulighed at gennemføre en aftale med Løkke og Venstre.

Den foreliggende finanslovsaftale er tynd og utilstrækkelig, men alternativet var en aftale med Venstre, som ikke var blevet bedre men værre ikke mindst gennem forringelse af kontanthjælpen.

Men pådrager venstrefløjen sig ikke et ansvar for en borgerlig finanslov? At der er tale om en i hovedsagen blå finanslov kan ikke diskuteres. Finansloven for 2013 viderefører VK's ”Genopretningspolitik” i form af nulvækst for det offentlige i 2013.

Neoliberal politik

Men Enhedslisten og venstrefløjen i fagbevægelsen og i S og SF's bagland har dog kæmpet for ændring af dagpengereformen og for job og uddannelsestilbud til de langtidsledige. At man ikke opnåede mere skyldes, at toppen i S sammen med de Radikale har bundet sig alt for stærkt op på på en neoliberalistisk økonomisk politik, der prioriterer statsoverskud og øget arbejdsudbud over beskæftigelse og velfærd.

Ansvaret for den blå finanslov hviler dermed helt grundlæggende på regeringen og på toppen i S og SF, som accepterer en borgerlig økonomisk politik, og som, for at få regeringsmagt og ministerposter, skammeligt sveg det, som de gik til valg på. En del af ansvaret må også siges at ligge hos fagbevægelsens top, der nok har protesteret, men ikke for alvor kæmpet imod mod regeringens økonomiske politik.

Havde SRSF omkring finansloven indgået en ny stor aftale med de borgerlige, ville det have været et åbent spørgsmål, hvorvidt SRSF gør nogen større positiv forskel i forhold til en borgerlig regering. Og om man derfor skulle stemme imod finansloven. Men det er ikke situationen: Den foreliggende finanslovsaftale er utilstrækkelig og en nødløsning på dagpengeområdet, men de få og små forbedringer har også ret – og alternativet var ikke en bedre, men kun en værre finanslov med Løkke og Venstre. Eller et valg – og Løkke til magten. Det ville det ikke blive bedre af.

CITAT

Den foreliggende finanslovsaftale er tynd og utilstrækkelig