Rigsrevisionens undersøgelse aflyser ikke Dong-skandalen, tværtimod gør den kun skandalen større. I forvejen er og bliver sagen om salget af Dong-aktier til Goldmann Sachs en skandale fyldt med vildledninger og fejlgreb:

Det var et FEJLGREB af rang, at aktierne blev solgt alt for billigt, selvom kursen stod foran at stige, når indtægter fra nye vindmølleparker begyndte at strømme ind. Det har nu gjort det muligt for Goldman Sachs at score en kæmpegevinst på at sælge ud af aktieerhvervelsen.

Sagen er og bliver en skandale, og den er ikke blevet en mindre skandale af Rigsrevisionens undersøgelse.

Og det var VILDLEDNING, når man hævdede, at Dong var i krise og havde brug for kapitaltilførsel, selvom staten uden større problemer selv kunne have ydet et forbigående lån til Dong billigere

Det var også VILDLEDNING, når man hævdede at accepten af Goldmann Sachs var begrundet i, at de ville blive en seriøs partner indenfor forretningsdrift på energiområdet, selvom Goldmann Sachs er kendt som en spekulantbank. Goldmann Sachs har da heller ikke tilført Dong noget forretningsmæssigt, men skyndt sig at realisere sin gevinst så hurtigt som muligt ved at sælge aktierne

Og det var endelig et FEJLGREB af rang, når man accepterede, at Goldmann Sachs kunne flytte indtægterne fra aktiekøbet i skattely uden at komme til beskatning i Danmark

Hertil kommer nu, at Rigsrevisionens undersøgelse af processen i forbindelse med Dong-salget har vist, at centrale forhandlinger og overvejelser i forbindelse med salget ikke er dokumenteret, herunder at der mangler dokumentationen for, hvordan man kom frem til den alt for lave prisfastsættelse. Dette er endnu et FEJLGREB og smager af ENDNU EN VILDLEDNING at man - for Corydon og partierne bag salget meget bekvemt - hermed ikke kan kigge dem i kortene

Sagen er og bliver en skandale, og den er ikke blevet en mindre skandale af Rigsrevisionens undersøgelse.

At tale om, at Corydon hermed er frikendt, som hævdet af Henrik Sass Larsen, er helt i skoven, for det var slet ikke formålet med Rigsrevisionens undersøgelse af placere et politisk ansvar. Tværtimod er og bliver sagen en skamstøtte over Bjarne Corydon, som forærede statens arvesølv væk til en spekulantbank.

At Corydon efterfølgende bliver "belønnet" med en direktørpost i privatiseringernes og New Public Management's håndlanger nummer et, konsulentfirmaet Mckinsey, gør kun sagen endnu mere suspekt.

Herudover viser også denne sag, hvorledes Finansministeriet har forladt sin tidligere rolle som sagligheden og objektivitetens vogter og forlængst er blevet politiseret og inficeret af neoliberalistisk økonomisk teori og politik, herunder at privatiseringer af offentlig virksomhed er et ubetinget gode for samfundsøkonomien.