28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Finansministeren skønmaler dystre vækst- og beskæftigelsesudsigter

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 12. oktober, 2012, 10:19:49

Finansministeren skønmaler dystre vækst- og beskæftigelsesudsigter

Regeringen hævder, at vækst og beskæftigelse vil stige i 2013. Men der er tale om et skønmaleri, som skal legitimere, at man intet gør ved beskæftigelses - og dagpengeproblemerne. I realiteten er der tværtimod udsigt til fortsat lavvækst og stigende arbejdsløshed, mens stadig flere falder ud af dagpengesystemet.

Spillet om finansloven er så småt ved at gå i gang. Selvom presset fra fagbevægelsen og baglandet for beskæftigelses– og dagpengeforbedringer er betydeligt, har regeringen i efteråret indtil nu hårdnakket afvist at lempe på dagpengereformen eller udvide kickstarten.

Regeringen lægger tværtimod op til, at der ikke vil være behov herfor, fordi økonomisk fremgang i 2013 af sig selv vil føre i retning af bedre beskæftigelse. Regeringen håber her på en økonomisk vækst på hele 1,7 procent, og på at arbejdsløsheden vil falde.

Der bliver imidlertid brug for et sandt økonomisk mirakel, hvis denne prognose skal gå i opfyldelse. Forhåbningerne om et vækstspring i 2013 modsiges helt grundlæggende af, at dansk økonomi siden 2010 har befundet sig i krybesporet. I det seneste år har der i tre ud af fire kvartaler været negativ vækst, og for 2012 som helhed tegner det til højst meget lav vækst.

Regeringen tror i 2013 på et positivt vækstbidrag fra udlandet. Men intet tyder på, at gældskrisen i EU vil blive hurtigt løst. På grund heraf har EU's økonomi været ramt af recession i 2012, og meget tyder på, at den kun kommer til at vokse med 0,5 procent næste år. Det er derfor helt urealistisk, at Danmarks økonomi kan vokse mere end tre gange så hurtigt i 2013.

Ketchup-effekten

Heller ikke de indenlandske faktorer virker realistiske, som regeringen henviser til for at begrunde sin tro på stigende vækst og beskæftigelse.

Kickstarten har man indtil nu ikke har mærket meget til, og effekten af de fremrykkede investeringer vil formentligt først gøre sig gældende i 2013. Og her daler de samlede offentlige investeringer i øvrigt med -11 procent. Og frem og tilbage er som bekendt lige langt.

Regeringen satser herudover på den såkaldte ketchup-effekt, det vil sige, at der nu endelig skal "gå hul på det opstemmede forbrug”, og at det skal trække investeringer og beskæftigelse med sig. Men givet arbejdsløsheden og boligkrisen har forbrugerne hidtil holdt sig tilbage. Faktisk faldt den samlede indenlandske efterspørgsel i 2011 med 1,6 procent - især trukket ned af et fald i det private forbrug med -0,8 procent - samt dermed følgende fald i virksomhedernes investeringer på –3,3 procent.

Og at tilbagebetaling af efterlønsbidrag i 2012 og udbetaling af skattelettelser i 2013 skulle ændre dette, tyder ikke meget på. På trods af, at der udbetales op til 24 milliarder kroner i 2012 i efterlønsbidrag, tyder meget på, at disse ikke omsættes i forbrug, men opspares i form af nedbringelse af gæld eller investering i form af anden pension. Den samme skæbne kan skattereformens skattelettelser let få, for der er jo netop ikke noget i beskæftigelsessituationen og boligmarkedet og lønmodtagernes dermed følgende utryghed, som tegner til at ændre sig grundlæggende i 2013.

Nulvækst i kommuner

Hertil kommer, at regeringen selv helt grundlæggende undergraver vækst og beskæftigelse ved – i en situation hvor den private sektor er kriseramt – samtidig at pålægge det offentlige forbrug nulvækst i 2013 og i 2012 tvinge kommunerne til at spare løs, så vi også her risikerer nulvækst for det offentlige forbrug.

Det uundgåelige resultat af fortsat gældskrise, fortsat tilbageholdenhed fra forbrugere og virksomheder, og af svagheden og den indre modstrid i regeringens egne finans- og økonomisk-politiske tiltag, vil ikke blive stigende vækst men fortsat lavvækst. Hermed må arbejdsløsheden, i modsætning til regeringens angivelser, forventes at stige mærkbart i 2013 op mod en bruttoledighed på 200.000 personer.