Det - efter opinionsmålingerne at dømme - kommende statsministerparti, Venstre, har længe levet højt på vælgerflugten efter Socialdemokraternes brudte valgløfter.

Efterhånden begynder konturerne af en liberalistisk revolution dog at tegne sig, hvis Venstre får magten:

Velfærden og den offentlige sektor skal reduceres mærkbart gennem otte års nulvækst, skatteniveauet skal sænkes til svensk niveau, og der skal indføres brugerbetaling på sundhedsområdet, uddannelsesområdet og formentlig også på andre offentlige serviceydelser.

Lavere lønnede jobs til for eksempel 70 kroner i timen markedsføres som "indslusningsløn", der skal hjælpe svage grupper ind på arbejdsmarkedet.

Og ved den centralt placerede tidligere beskæftigelsesminister og finansminister, Claus Hjort Frederiksen, har Venstre for længst også sat indførelse af "tyske lønninger" i Danmark på dagsordenen. Hjorten har peget på de tyske Hartz-reformer som en inspirationskilde.

Ved Hartz-reformerne i 2004-05 blev rådigheds- og aktiveringspligten strammet og dagpengeperioden forkortet til 12-18 måneder i Tyskland. Noget lignende er som bekendt også gennemført i Danmark.

Indførelse af mini- og midijob

Men herudover blev der i Tyskland indført ”minijobs” med fast indkomstgrænse på 400 euro = cirka 3300 kroner + forskellige tillæg blandt andet for børn. Til gengæld for den lave løn blev tyske ansatte i ”minijobs” fritaget for at betale skat og socialforsikringsbidrag. Men lønnen er ofte så lav i disse jobs, at det offentlige herudover må opsupplere med bistandshjælp for at nå op på indkomstgrænsen.

En anden nyskabelse var såkaldte ”midijobs”, støttede jobs til en månedsløn på 400 – 800 euro, hvor arbejdsgiverne til gengæld for den lidt højere løn kan nøjes med reduceret betaling af skat og sociale bidrag.

Indførelsen af ”Mini – og midijobs” har for det første betydet en omfattende løndumping, idet væksten i beskæftigelsen i Tyskland primært er sket i de nye typer lavtlønsjobs og på bekostning af normallønnede, fuldtidsbeskæftigede og faste jobs. Det er især tilfældet i servicesektoren, hvor de har fået størst udbredelse. Ikke overraskende er reallønnen for tyske lønmodtagere som helhed da også stagneret siden reformerne.

Og samtidig har reformerne for det andet reduceret ansættelsestrygheden, idet der ved mange af de nye lavtlønsjobs er tale om midlertidig korttidsansættelse på kontrakt.

Takket være Hartz-reformerne har Tyskland således fået et nyt ”lavtlønsproletariat” eller ”working poor”, som på trods af, at de har arbejde, alligevel er fattige på grund af de fastsatte lave lønninger.

Markedsføres som indslusningsløn

I Danmark har vi allerede korte opsigelsesfrister, så det er ikke der, Venstre vil lære af Tyskland. Der, hvor Hartz-lignende reformer kan komme på tale, handler om indførelse af lavtlønnede hel- eller deltidsjob, navnlig i servicesektoren, hvilket en række borgerlige politikere og økonomer og arbejdsgiverorganisationer for længst har udtalt sig til fordel for.

Indførelse af lavtlønnede servicejobs motiveres for det første med, at herigennem skal der skabes mulighed for, at der igen oprettes langt flere servicejobs – som det var "i tidligere tider".

For det andet markedsføres lavere lønnede jobs til for eksempel 70 kroner i timen af de borgerlige som "indslusningsløn", der skal hjælpe unge, kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige, indvandrere og lignende ind på arbejdsmarkedet.

Der er således i Venstre og den borgerlige lejr overvejelser om indførelse af minijob-lignende ansættelsesforhold i Danmark. Konsekvensen heraf vil givet, som i Tyskland, blive, at reallønnen trykkes, og der opstår en underklasse af lavtlønnede servicearbejdere.