Vi oplever i disse år et generalangreb på overførselsindkomsterne. Den ene ordning efter den anden forringes: Efterlønnen i 2010, dagpengene i 2011, førtidspension og fleksjob i 2012 og nu står kontanthjælp og SU for tur.

Der er et mønster i disse ”reformer”:

For det første forringelse af satserne direkte eller indirekte ved, at den hidtidige ydelse erstattes med en anden med lavere sats.

For det andet forkortes ydelsesperioderne: Det gælder for eksempel for efterløn, dagpenge og sygedagpenge ved ikke livstruende sygdomme.

Overførsels-indkomsterne har en central rolle, da det er dem, som lægger bunden for, hvor langt ned lønningerne kan presses.

For det tredje strammes adgangskravene: For eksempel forhøjes efterlønsalderen, genoptjeningsperioden for dagpenge er forlænget og varig tilkendelse af førtidspension og fleksjob er rykket til over 40 års alderen.

Og for det fjerde forringes den fremtidige regulering for løn – og prisstigninger: Således blev satsreguleringen for dagpenge, førtidspensioner og kontanthjælp forringet som led i skattereformen og en forringelse er nu også foreslået for SU.

Bunden sænkes

Der er en fælles ”logik” bag angrebet. Det har sit udspring i den neoliberalistiske bølge i økonomisk og politisk tænkning, som for årtier spredtes hos arbejdsgivere og borgerlige partier og økonomer, men som nu har bredt sig ind i arbejderpartier og medier.

Men det er og bliver en borgerlig tankegang, der overordnet handler om at øge virksomhedernes indtjening, de velstilledes indkomster og fremme det private på lønmodtagernes og velfærdsstatens bekostning.

Overførselsindkomsterne har her en central rolle, da det er dem, som lægger bunden for, hvor langt ned lønningerne kan presses.

Samtidig skal skattelettelser ”forsøde” løntilbageholdenhed for lønmodtagerne, men de må naturligvis betales med velfærdsbesparelser, blandt andet på det sociale sikkerhedsnet ved ledighed, sygdom, alderdom. Hermed fremmes de borgerliges overordnede mål om at rulle velfærdsstaten tilbage.

Det har hidtil især været dagpengene, som satte et ”bundniveau” for lønningerne, men nu ser vi en tendens i ”reformerne” til, at ydelsesniveauet i stigende grad sættes ned til det lavere kontanthjælpsniveau: For unge ledige op til 29 år skal ydelsen ifølge den kommende kontanthjælpsreform ligge her, og for unge under 40 år med manglende erhvervsevne bliver ydelsen i stedet for førtidspension fremover på kontanthjælpsniveau.

Arbejdsløshedsdagpenge erstattes nu allerede efter to år med kontanthjælp, for sygedagpenge sker det fremover allerede efter ½ år for ikke livstruende sygdomme. Denne udvikling skal givet bane vejen for yderligere lønsænkning på længere sigt.

Krav om arbejdspligt

Samtidig ser vi en anden gennemgående tendens i en række af ”reformerne”, nemlig til at erstatte ”welfare” med ”workfare”.

Det sker nærmere bestemt et skifte fra vægt på sikring af rimelig forsørgelse og ret til arbejde til i stedet at lægge vægt på krav om aktivering, arbejdspligt og arbejdsudbud. Denne udvikling ses for eksempel ved udbetaling af dagpenge og sygedagpenge og skal nu også mere ind på kontanthjælpsområdet.

Det er ikke et tilfælde, at overførselsindkomsterne bliver et mål for borgerlig offensiv. For modtagerne af disse indkomster er i forvejen svage, spredte og nemmere at tromle.

Det er heller ikke overraskende, at denne forringelsespolitik udsprang hos arbejdsgiverne og de borgerlige.

Men nu gennemføres den af S og SF og under en socialdemokratisk beskæftigelsesminister. Det viser i hvilken grad den ”røde” regering ikke blot har opgivet egen politik, men slet og ret overtaget den blå.