Den nye græske Syriza-ledede regering har som bekendt bedt EU om opblødning af sparepolitikken og om lempelse af landets gæld. Men indtil nu er den overvejende blev mødt med kompromisløs afvisning af "trojkaen" (EU, ECB og IMF), anført af Tyskland.

Gældsproblemet er fælles for hele Sydeuropa og skyldes, at landene på grund af ØMU'en ikke kan føre egen rente- og valutapolitik.

Den græske regering har ellers haft vægtige økonomiske argumenter. På trods af gældssaneringen i 2013, der bragte Grækenlands gæld ned på 150 procent af BNP, er den siden igen vokset til 170 procent af BNP og har hermed et uoverstigeligt omfang. Og den økonomiske krise plus EU's hårde sparekrav har sendt den græske økonomi ud i et dybt fald på mere end 25 procent af BNP siden 2008, mens arbejdsløsheden er steget til over 27 procent, og fattigdommen har bredt sig.

Ganske vist blev der i februar indgået en foreløbig aftale om forlængelse af lånebistanden med fire måneder. Og man blev her også enige om, at det græske skattesystem skal effektiviseres. Men det græske ønske om at føre en mere vækstorienteret økonomisk politik og mildne den værste fattigdom samt om en lempelse af afdrags- og rentekrav på gælden blev alt overvejende skudt ned. EU har heller ikke firet nævneværdigt på krav om udsalg af græske aktiver i form af privatiseringer og om arbejdsløshedsskabende og forarmende "strukturreformer".

I løbet af de næste måneder, senest til sommer, skal der være fundet en langsigtet gældsaftale. Men EU's hidtidige kompromisløshed tyder desværre på kun to mulige udfald: Mere eller mindre total underkastelse eller også græsk udtræden af euroen - en såkaldt "grexit".

EU's hårde kurs henter blandt andet sin legitimering i påstandene om, at grækerne selv er skyld i deres økonomiske misere, samt at der ikke er noget økonomisk alternativ til den stramme økonomiske politik. Sandheden er imidlertid langt mere sammensat.

Det er på den ene side hævet over enhver diskussion, at tidligere græske regeringer i årevis førte en uansvarlig økonomisk politik. Og det er også indiskutabelt, at ikke mindst en effektivisering af det græske skattevæsen er meget påkrævet.

Men lige så uomtvisteligt er det, at gældsproblemerne på den anden side ikke blot er et græsk problem, men fælles for hele Sydeuropa, og her skyldes ikke mindst det generelle problem, at landene på grund af ØMU'en ikke længere kan føre egen rente- og valutapolitik. Og lige så ubestrideligt er det, at det har været en generel fejl i EU's økonomiske politik siden finanskrisen, at der i voldsom grad har manglet vækstinitiativer i form af en ekspansiv finans- og beskæftigelsespolitik.

Som økonomien er, er Grækenland prisgivet långiverne. Tvinges Grækenland til fortsættelse af de nuværende lånevilkår og af sparepolitikken, er det opskriften på formentlig flere årtiers økonomisk og velfærdsmæssig forarmelse. Mens "Grexit" formentlig vil føre til græsk statsbankerot. Grækenland vil så nok kunne føre egen økonomisk politik, men vil under alle omstændigheder opleve en voldsom udhuling af velstand og velfærd.

Ikke blot Grækenland trues imidlertid af fallit, også for EU truer en om end mere politisk falliterklæring. Kan et overstatsligt bureaukrati og en selvbestaltet politisk elite i en sådan grad diktere en demokratisk valgt regerings hele politik, vidner det om eklatant demokratisk underskud i EU. Og hele forløbet vidner endvidere om, i hvilken grad en konservativ, neoliberalistisk økonomisk politik på bekostning af beskæftigelse og velfærd er indskrevet ikke blot i det herskende politiske flertal, men i EU's institutioner og pagter.