VLAK-regeringen har med sit finanslovsforslag for 2019 villet skabe indtryk af en "gavebod" af velfærdsforbedringer. Men realiteten er, at egentligt nye penge til velfærd i finanslovsforslaget kun udgør 0,8 milliarder ud af det angivelige løft på 4,2 milliarder kroner.

Siden 2015 mangler op mod seks milliarder kroner,  førend blot det demografiske træk er dækket ind.

Samtidig afsætter regeringen alt for få penge til den eksisterende velfærd. I finanslovsforslaget for 2019 opereres med en realvækst i det offentlige forbrug på +0,4 procent, hvilket ikke engang dækker behovet for flere ressourcer som følge af, at der bliver flere ældre på pension, for hertil kræves en årlig realvækst på 0,7 procent.

Og den af VLAK tilladte vækst vil slet ikke give udgifterne til velfærd mulighed for at følge med velstandsudviklingen, hvilket ellers er forudsætningen for, at der bliver råd til ny medicin, nye behandlingsformer og nye former for service. For så skulle den årlige realvækst op på 1,1 procent.

Hertil kommer, at regeringen i prognosen for det offentlige forbrug forudsætter, at kommunerne udnytter den i økonomiaftalen indeholdte ramme. Det har de imidlertid siden 2011 IKKE gjort, idet de tværtimod - på grund af regeringens sanktionssystem - i de senere årsregnskaber har udvist merbesparelser på gennemsnitligt omkring 2,5 milliarder.

Når dette efter al sandsynlighed gentager sig ved udløbet af 2019, må det derfor forventes, at den reelle realvækst i offentligt forbrug vil være reduceret til EN LAVVÆKST på max +0,2 procent. Finanslovsforslaget for 2019 er således ingen gavebod, men en sparefinanslov, der vil udhule velfærden.

Og denne udhuling af velfærden i 2019 kommer oven i, at VLAK-regeringen ikke i et eneste år siden sin tiltrædelse har afsat tilstrækkelige midler til velfærden. Tværtimod mangler der siden 2015 op mod seks milliarder kroner, førend blot det demografiske træk er dækket ind.

Samtidig med finanslovsforslaget har regeringen fremlagt et "afbureaukratiseringsprogram".  Det skal reducere spildtid svarende til en besparelse på 4,2 milliarder kroner over fire år. Regeringens beregninger er imidlertid forbundet med kæmpeusikkerhed, og det er derfor mere end tvivlsomt, hvorvidt de angivne mål overhovedet kan nås.

Spørgsmålet er da også, om regeringen lader være med at vente og se, om forandringerne rent faktisk frigiver nogle penge, men allerede i forbindelse med aftaleforhandlingerne høster det som en besparelse, som kommunerne så efterfølgende må se, om de rent faktisk kan realisere.

På denne måde kan regeringen hævde, at den ikke direkte har taget noget fra nogen, men at besparelser skyldes, at kommunerne ikke er gode nok til at effektivisere.

Men med mindre kommunerne selv kan høste de angivne besparelser, vil kommunerne have så meget mindre at gøre godt med til velfærden på de pågældende områder. Og så må kommunerne selv ud og svinge sparekniven.