For to år siden blev et af de mest vidtgående eksperimenter i folkeskolen i nyere tid vedtaget. Det skete med den såkaldte inklusionslov, som betød, at elever der modtog mindre end ni specialtimer om ugen, fremover skulle inkluderes i den almindelige skole.

Folkeskolen taber, fordi flere og flere forældre til stærke børn flytter dem til privatskole.

Hermed fradømtes omkring 50.000 elever med et pennestrøg behovet for specialundervisning. I forlængelse heraf aftalte Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, at 10.000 af de elever, som i dag går i specialskoler eller specialklasser, frem til 2015 skal tilbageflyttes til folkeskolen.

Loven blev vedtaget som en politisk rygmarvsreaktion på stigende udgifter til specialundervisning, men uden nogen forudgående undersøgelse af, hvordan eksperimentet kunne blive en succes. Loven baserede sig primært på formodninger om, at det ville være bedre for de "ekskluderede" specialelever at komme tilbage i "folkeskolens fællesskab".

Elevtallet er faldet

Nu to år efter kan vi konstatere, at reformen i hvert tilfælde har virket i den for politikerne afgørende henseende: Elevtallet i specialklasser og specialskoler er fra 2010 til 2011 gået ned med 1,8 procent. Regeringens foretrukne "ekspert", Niels Egelund, var hurtig til at udråbe det til et udtryk for succes for inklusionen.

Men det er der på ingen måde tale om, tværtimod. Inklusionsloven er kun en succes, hvis de "overflyttede specialelever" trives og lærer ligeså godt i folkeskolen som tidligere i specialklasser og skoler. Men det er IKKE evalueret, at kvaliteten af undervisningen er lige så god som før.

En ting kan man dog her være sikker på: Hvis ikke pengene fra specialundervisningen flytter med over i folkeskolen, så forringes tilbuddene for børn med særlige behov. Og hvis der kommer ekstra elever ind med særlige behov, men uden at få ekstra støtte, vil det tilmed gå ud over de andre børn.

Hvad viser tallene så herom? En opgørelse fra BDO Kommunernes revision baseret på regnskabstal viser, at udgifterne til specialundervisning fra 2011 til 2012 på landsplan er faldet med 4,7 procent. Men pengene er IKKE fulgt med eleverne. For også udgifterne til normalundervisning er i samme periode faldet. Pengene er altså kanaliseret over i andre dele af det kommunale budget.

Folkeskolen taber

Og dette fortsætter tilsyneladende. En opgørelse af kommunernes budgetlægning for 2014 viser, at næsten hver fjerde kommune reducerer i budgetterne til støtte for elever med særlige behov. Der skal altså inkluderes flere elever, men med færre midler til at udføre arbejdet.

Manglen på indsats til støtte for svage elever gælder ikke mindst den helt afgørende opkvalificering til den nye opgave. En undersøgelse blandt skoleledere viser, at kun fem procent er helt enige i, at lærerne har de fornødne kompetencer, men godt hver femte er helt uenige.

Undervisningsminister Christine Antorini messer igen og igen, at formålet ikke er at spare. Men alt peger på, at det netop er tilfældet – at inklusionsloven netop ER en spareøvelse. Regeringen presser kommunerne med smalle rammer og med sine sanktioner, der år efter år tvinger kommunerne til at spare ekstra. Og besparelserne finder de ikke mindst på børn med særlige behov.

Inklusionsloven erklærede mål om, at folkeskolen også skal rumme de svage elever, dækker i realiteten over et taberprojekt: De svage elever taber, fordi de får ringere undervisning. De almindelige elever taber, fordi der også bliver mindre tid til dem. Og folkeskolen taber, fordi flere og flere forældre til stærke børn flytter dem til privatskole blandt andet på grund af stigende problemer med inklusion.