Det lykkedes som bekendt 26. juni Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre at blive enige om et såkaldt ”Forståelsespapir” som grundlag for dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering med de øvrige partier som parlamentarisk grundlag.

Der tegner sig en enighed om udgiftspolitikken, men der er langtfra tilsvarende enighed om finansieringen heraf. 

Det var for så vidt en bunden opgave at blive enige. Det ville have været en kæmpe falliterklæring, hvis det nye flertal ikke var blevet omsat i et regeringsskifte og uforklarligt overfor vælgerne, der så tydeligt ønskede en ny regering.

Skiftet i folketingsflertal og regering må i sig selv anerkendes som et fremskridt, for trods alle taktiske, men dybt utroværdige kovendinger fra Lars Løkke Rasmussen under valgkampen, har den tidligere borgerlige regering under Venstres ledelse i bund og grund i fire år ført en velfærdsfjendsk linje med omfattende besparelser og skattelettelser og fodslæbende klima- og miljøpolitik.

Nu tegner der sig enighed om en mere progressiv politik på en række områder, først og fremmest på klimaområdet og i velfærdspolitikken, navnlig uddannelsesområdet og daginstitutionsområdet.

Grænser for enighed

Når det er anerkendt, må det på den anden side også erkendes, at der i ”Forståelsespapiret” er grænser for enigheden. Der består fortsat store uenigheder omkring blandt andet tidligere pension for nedslidte og om udlændingepolitikken. Ydermere repræsenterer papiret ikke i sig selv en egentlig aftale, mere et sæt fælles mål og papirets tekst efterlader på en række punkter rum for fortolkning.

Dette gælder ikke mindst den økonomiske politik. Der tegner sig en enighed om udgiftspolitikken, navnlig at velfærden som minimum skal tilføres midler svarende til det demografiske træk. Men der er langtfra tilsvarende enighed om finansieringen heraf. Venstrefløjen og Socialdemokratiet er parat til skatteforhøjelse om end for Socialdemokratiets vedkommende kun i begrænset omfang, mens de Radikale modsætter sig skatteforhøjelser.

Modsat vil RV åbne op for øget tilgang af udenlandsk arbejdskraft samt øge det indenlandske arbejdskraftudbud, det vil sige fortsætte arbejdsudbudsreformerne. Skattelettelser ligger i den forbindelse ikke RV fjernt. Heroverfor står navnlig Enhedslisten med en klar afvisning af, at uligheden øges gennem udbudsreformer og topskattelettelser. Disse modsætninger er IKKE løst i ”Forståelsespapiret”, og der er derfor lagt op til fortsat kamp mellem partierne om den økonomiske politik, navnlig i forbindelse med de årlige finanslove.

Lus i skindpelsen

I den forbindelse er det væsentligt, at papiret for så vidt ikke binder partierne i det parlamentariske grundlag indbyrdes, men primært forpligter regeringen. Risikoen er her, at de Radikale søger tilslutning til deres borgerlige økonomiske politik – i den borgerlige lejr. Det forhindrer ”Forståelsespapiret” ikke, og Løkkes sejr overfor Kristian Jensen betyder, at Venstre netop satser på denne mulighed for at sætte lus i skindpelsen ved at trække de Radikale væk fra venstrefløjen.

Et sådan borgerligt sammenrend vil Enhedslisten ikke med udgangspunkt i ”Forståelsespapiret” kunne forhindre. Enhedslisten vil kun kunne reagere mod, hvis regeringen gennemfører en sådan politik. Men eventuelt at vælte den socialdemokratiske regering på grund af, at de Radikale gennemtvinger politik ved hjælp af borgerlige stemmer, vil være et tveægget sværd, hvor Enhedslisten meget vel kan blive straffet af sine egne vælgere for måske hermed i praksis at bane vejen for Løkke.

At forebygge et sådant borgerligt sammenrend omkring finanslove og økonomisk politik bliver derfor afgørende. Det er vigtigt, at det ikke overlades det til de Radikale at stille krav og fremlægge udspil, men at venstrefløjen udarbejder sine egne forslag til finanslov, herunder ikke mindst til finansiering, og at man i det hele taget er politisk udfarende og konstant tager kampen om den politiske dagsorden og offentlige mening samt er aktiv for at skabe opbakning i de faglige organisationer, ikke mindst fagbevægelsen.