Det må anerkendes, at Kommunernes Landsforening, KL, i kommuneaftalen HAR opnået indrømmelser i forhold til regeringens oplæg, ikke mindst på drifts- og anlægsramme.

Kommunerne vil frem til 2025 opleve en voldsom stigning i antallet af plejekrævende borgere.

På papiret giver kommuneaftalen for 2019 kommunerne et løft på 1,7 milliarder kroner til øget service i forhold til regeringens udgiftsloft, men da regeringen forinden har nedjusteres udgiftsloftet med 0,5 milliarder kroner, udgør løftet i realiteten kun 1,2 milliarder kroner svarende til 0,45 procent af rammen.

Denne begrænsede stigning i den kommunale serviceramme skal sammenholdes med et stigende udgiftsbehov på 1,3 milliarder kroner alene på grund af flere ældre og børn, hvortil kommer et stigende udgiftsbehov på mindst 0,5 milliarder kroner på grund af flere "gamle" og plejekrævende ældre.

Reelt indebærer kommuneaftalen for 2019 i forhold til det demografiske udgiftsbehov altså en besparelse på velfærden på minimum 0,5 milliarder kroner svarende til 0,2 procent af servicerammen.

Reelt indebærer kommuneaftalen således i forhold til det demografiske udgiftspres ikke et løft for den kommunale service, men minusvækst.

Og oveni minusvæksten kommer, at regeringens hårdhændede økonomiske sanktioner, som nu er indarbejdet i budgetloven, hvert år fremtvinger en merbesparelse i kommunerne, som de seneste år i gennemsnit har udgjort 1-1,5 milliarder kroner årligt.

VLAK-regeringens minusvækst vil kombineret med budgetlovens merbesparelser således være ensbetydende med fortsat forringelse og udhuling af den kommunalt leverede velfærd i en samlet størrelsesorden på en til to milliarder kroner, hvilket navnlig vil ramme folkeskole, børnepasning og også ældrepleje.

Blot for at følge med den demografiske udvikling skulle det samlede offentlige forbrug være vokset med 20,2 milliarder kroner fra 2010 til 2017 = en årlig gennemsnitlig realvækst på 0,7 procent. Men det er kun steget med 4,75 milliarder kroner i perioden.

Der har således i den samlede offentlige sektor været et velfærdstab i perioden på 15, 5 milliarder kroner - blot i forhold til den demografiske udvikling. En stor del af velfærdstabet har ramt kommunerne.

Denne udhuling af den kommunale velfærd er så meget desto alarmerende, fordi kommunerne frem til 2025 vil opleve en voldsom stigning i antallet af plejekrævende borgere, som vil sætte deres økonomi og velfærden under yderligere pres.

Frem mod 2025 vurderes den samlede befolkning at ville vokse med 190.600 personer, hvilket svarer til en stigning på 3,3 procent. Heraf vil der komme godt 87.000 flere over 80 år, hvilket svarer til en stigning på 34 procent.

Der er derfor ikke behov for VLAK-regeringens fortsatte "udmarvning" af kommunerne, men for en markant opjustering af de kommunale rammer, hvis borgerne fortsat skal kunne modtage kommunal service af acceptabel kvalitet og standard.