Den 21. sept. 2017 indgik VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om omlægning af bilafgifterne.

Essensen af aftalen er, at den lave registreringsafgift nedsættes fra 105 til 85 procent. Den høje afgiftssats på 150 procent bibeholdes, men skalaknækket forhøjes fra 150.000 til 185.000 kr. Herudover indeholder aftalen mindre forhøjelser af fradrag for sikkerhedsudstyr og af fradrag for dårlig brændstoføkonomi.

Det antages, at billigere biler vil få folk til at arbejde mere for at kunne købe dem. Det er der imidlertid intet som helst belæg for.

Det må anerkendes som positivt, at aftalen IKKE gennemfører VLAK's forslag om helt flad bilskat, der skulle give de allerdyreste biler den største afgiftslettelse.

MEN: Det er på den anden side et stort minus, at de største lettelser både absolut og relativt går til stadig relativt dyre biler i "mellemklassen" fra 450.000 til 700.000 kroner, mens almindelige familiebiler får betydeligt mindre lettelser både absolut og relativt, og de billigste mikrobiler oven i købet stiger i værdi. Regeringens maskerede topskattelettelser er med denne aftale således langtfra aflyst.

Aftalen forøger også uligheden derigennem, at den blandt andet finansieres gennem besparelser på kontanthjælpen i forbindelse med den såkaldte "jobreform" (indførelse af kontanthjælpsloft og 225 timers regel). Samfundets fattigste betaler altså nedsættelserne af registreringsafgiften på dyrere biler.

Hertil kommer, at aftalen sandsynligvis er underfinansieret, fordi der er indregnet mere end tvivlsomme dynamiske effekter om, at lavere bilafgifter øger arbejdskraftudbud og beskæftigelse. Det antages, at billigere biler vil få folk til at arbejde mere for at kunne købe dem. Det er der imidlertid intet som helst hverken teoretisk eller empirisk belæg for, og når pengene derfor til sin tid sandsynligvis kommer til at mangle, vil konsekvensen af underfinansieringen i stedet blive, at aftalen i sidste ende må finansieres gennem (yderligere) offentlige besparelser på velfærden.

Til de fordelingspolitiske og finansieringsmæssige problemer knytter sig endelig det problem, at aftalen også må forventes at ville forøge trængselsproblemer og CO2-udledning.

I forligsteksten hævder aftaleparterne, at billigere biler vil forøge mobiliteten. Dette er imidlertid mere end tvivlsomt. I forvejen er der i hovedstadsregionen og i de store byer allerede i dag trængselsproblemer, og ved at gøre biler billigere vil denne aftale forøge bilholdet. Men når først bilerne er købt, vil de selvfølgelig blive brugt, så bilkørslen vil også stige. Og da der kun er få og svage incitamenter i aftalen, der bidrager til lavere energiforbrug, må aftalen samlet vurderes at ville øge CO2-udledningen.

Selv om der er stærkt brug for at nedbringe transportsektorens CO2-bidrag, går aftalen dermed også i den forkerte retning klimamæssigt set.