Januar 2013 trådte reformen af førtidspension (og fleksjob) i kraft. Det primære mål var at reducere antallet af tilkendelser af førtidspension kraftigt ved at indføre en ny ydelse, ressourceforløb på op til fem år, som alle personer med reduceret arbejdsevne skulle gennemgå, inden eventuel førtidspension. Det gjaldt navnlig "unge" under 40, der som hovedregel ikke skulle tilkendes førtidspension, men om nødvendigt forlænges i nye fem-årige forløb.

 Reformen af førtidspension var og er borgerlig velfærdspolitik, hvis hovedindhold er besparelser og forringelser.

Den tilsigtede effekt på tilgangen til førtidspension er ikke udeblevet. Antallet af borgere på førtidspension er faldet med 19.197 fra november 2011 til november 2014, mens op mod 8.000 ressourceforløb blevet iværksat.

Samtidig indebar reformen en mærkbar ydelsesreduktion, idet ydelsen i ressourceforløb som hovedregel svarer til kontanthjælp, hvor de pågældende tidligere ved tilkendelse af førtidspension ville fået en – navnlig for ikke-forsørgere – betydeligt højere førtidspension. Blandt andet herved skulle de offentlige kasser netto spare 240 millioner kroner årligt på reformen.

Reformens indhold var således krasse forringelser for mennesker med stærkt reduceret arbejdsevne: Førtidspensionens tryghed og relativt bedre indkomstsikring blev erstattet af usikkerhed om fremtiden fem år frem og dårligere forsørgelsesgrundlag. Da der også kunne rejses kritik mod reformen for at afsætte for få økonomiske midler til ressourceforløbene ude i kommunerne, blev reformen kritiseret for at være en spareøvelse og for i det store og hele at være en videreførsel af VK-regeringens reformplaner på området.

Måske for at tilsløre dette blev reformen på karakteristisk Mette Frederiksen vis søgt solgt under offensive målsætninger om, at den i stedet skulle erstatte ”passiv hjælp med aktiv hjælp”. Som følge af den samlede reform af førtidspension og fleksjob skulle cirka 2300 personer frem mod 2020 og cirka 7700 personer på langt sigt komme i ustøttet arbejde.

MEN: Nu har reformen mødt virkelighedsmuren: En opgørelse i 2013 og 2014 viser, at ud af de i denne periode afsluttede ressourceforløb er kun 3,2 procent kommet i beskæftigelse. Mens over 50 procent alligevel - med forsinkelse - har måttet tilkendes førtidspension. Måske ikke specielt overraskende i betragtning af, at de mennesker, som er i spil til førtidspension, ofte har betydelige handicaps eller alvorlige psykiske lidelser. Samtidig har det næppe heller hjulpet, at en række kommuner har prioriteret at spare frem for at investere i ressourceforløbene, hvilket har resulteret i "discountforløb".

Mette F´s forsøg på at italesætte reformen, så at det væsentlige ikke var forringelserne, men at få folk i arbejde, er således afsløret som det spin, det var: Reformen af førtidspension (og fleksjob) var og er borgerlig velfærdspolitik, hvis hovedindhold er besparelser og forringelser for mennesker med stærkt reduceret arbejdsevne.