I forhold til regeringens oplæg til en nedskæring af anlægsrammen til 15 milliarder og en reduktion af finansieringstilskuddet til halvanden milliard kroner må det anerkendes, at Kommunernes Landsforening, KL, fik en lidt bedre kommuneaftale for 2018 med en anlægsramme på 17 milliarder kroner og et finansieringstilskud på 3½ milliarder.

Uforståeligt at KL har sagt ja til denne aftale. Og uforståeligt, hvis S og DF godkender aftalen i Folketingets finansudvalg.

MEN: Hvad angår servicen er der tale om en ren nedskæringsaftale. Nominelt giver aftalen kommunerne 800 millioner kroner til øget service svarende til 0,3 procent af rammen. Alene hermed har regeringen dikteret kommunerne sin "smalvækstspolitik" fra 2025-planen om, at den årlige offentlige forbrugsvækst skal skæres ned til 0,3 procent – langt under, hvad blot den demografiske udvikling kræver.

OG: På grund af et effektiviseringskrav på 500 millioner kroner forøges den kommunale serviceramme tilmed reelt kun med 300 millioner kroner. Denne minimale stigning i servicerammen skal sammenholdes med et stigende udgiftsbehov på 1,3 millioner kroner på grund af flere ældre og børn. Reelt indebærer kommuneaftalen for 2018 altså en besparelse på velfærden på minimum én milliard kroner.

Dette vil minimum indebære en nedskæring af personaleressourcerne i den kommunale service med 2000 yderligere stillinger i 2018 oveni de 36.000, som er forsvundet siden 2011.

Selvom kommuneaftalen for 2018 taler om "et løft i udgifterne til den kommunale service", indebærer den således ikke noget løft, men tværtimod minusvækst. Og udover at der ikke engang er dækning for den demografisk betingede stigning i kommunernes serviceudgifter, er der SLET IKKE tale om, at der sker nogen velstandsregulering af kommunernes udgifter

Oveni minusvæksten kommer, at regeringens hårdhændede økonomiske sanktioner, som nu er indarbejdet i budgetloven, hvert år fremtvinger en merbesparelse i kommunerne. Samlet har kommunerne siden 2011 sparet omkring 28 milliarder kroner mere end nødvendigt i forhold til regeringens i forvejen smalle rammer. Penge, der kunne gå til velfærd, men ikke er anvendt dertil.

I de seneste år har merbesparelsen i gennemsnit udgjort 2-2½ milliard kroner årligt.

Resultatet af vedvarende smalle rammer og merbesparelser i kommunerne har som anført været en kraftig reduktion i offentlige beskæftigelse og en fortsat reduktion af standard og kvalitet i den kommunale service.

VLAK-regeringens minusvækst vil, kombineret med budgetlovens merbesparelser, derfor være ensbetydende med fortsat forringelse og nedsmeltning af den kommunalt leverede velfærd, herunder navnlig folkeskole, børnepasning og også ældrepleje.

Uforståeligt at KL har sagt ja til denne aftale. Og uforståeligt, hvis S og DF – med valgløfter om henholdsvis 0,6 og 0,8 procent årlig vækst i det offentlige forbrug – alligevel godkender aftalen i Folketingets finansudvalg.