Nej til flere perspektivløse skattelettelser
Blogs

Nej til flere perspektivløse skattelettelser
Det er godt, når Det Økonomiske Råd foreslår finanspolitikken lempet, men perspektivløst, at man kører med på borgerlige krav om skattelettelser.
Begyndende opsving eller ikke - væksten i dansk økonomi har i årevis ligget lavere end nødvendigt.
Siden 2007 har væksten i Danmark været omkring ni procentpoint lavere end i USA og et par procentpoint under euroområdet. Halvdelen af kvartalerne siden 2010 har væksten været direkte negativ, og den gennemsnitlige vækst siden 2009 har været på 0,2 procent.
Danmark har naturligvis været ramt af den internationale krise. Men dansk økonomi i krybesporet er også prisen for VK-regeringens og den nuværende SRSF-regerings overstramme økonomiske politik.
SRSF-regeringen synes at ville fortsætte denne politik.
Den stramme økonomiske politik er ikke udtryk for økonomisk nødvendighed, men for at den ”røde regering” reelt fører en borgerlig økonomisk politik.
Kernen i regeringens finanslovsforslag for 2014 er opfyldelse af EU-henstillingen, også selvom EU har lempet sine regler, så lande med gæld under 60 procent af Bruttonationalproduktet, BNP, kan tillade sig et strukturelt underskud på 0,75 procent mod hidtil 0,5 procent af BNP, hvorved Danmark kan bruge 12 milliarder kroner mere i 2014. Danmarks bruttogæld er kun omkring 45 procent og netto er vi tilmed gældfrie.
Ubegrundet frygt
Dette har korrekt været påpeget af Det Økonomiske Råd (DØR), der har henvist til denne mulighed for at lempe den økonomiske politik. Rådet har også helt korrekt beregnet, at en sådan begrænset lempelse af finanspolitikken IKKE ville betyde risiko for at komme ind under en ny EU-henstilling.
Dermed er der heller ingen grund til at frygte, at Danmarks kreditværdighed skulle blive nedgraderet, og at vi skulle blive ramt af renteforhøjelser af ”finansmarkederne”.
Den valgte meget stramme økonomiske politik er således ikke udtryk for økonomisk nødvendighed, men for at den ”røde regering” reelt fører en borgerlig, ja konservativ og overforsigtig monetaristisk, ”tysk” økonomisk politik.
I forhold hertil er det korrekt, når DØR foreslår lempelse af finanspolitikken, hvor begrænset lempelsen så end er. Desværre har DØR imidlertid været på konstant retræte siden sin oprindelige udmelding i foråret.
Stillet overfor regeringens hårdnakkede afvisning er det oprindelige forslag skrumpet fra 12 milliarder kroner til først syv og nu senest fem milliarder kroner. Og hvor DØR oprindeligt korrekt pegede på, at lempelsen burde komme den i 2014 meget lave offentlige forbrugsvækst på kun 0,5 procent til gode, fremfører man nu forslag om at fremrykke skattelettelser.
Offentlig forbrug
Det har tydeligvis gjort indtryk på DØR, at de borgerlige har stillet krav om, at lempelser af finanspolitikken KUN kan komme på tale i form af skattelettelser, fx enten fremrykning af forhøjelsen af topskatteloftet i skattereformen for 2012 eller af fremrykning af sænkning af selskabsskatteprocenten fra ”Vækstplan.dk”.
Men hverken ved VK´s skattelettelser fra 2009 eller ved SRSF's fra 2012 og 2013 har der været tale om effektive tiltag til at få gang i økonomien og væksten.
Der er derfor ingen grund til at gentage de fejlagtige og perspektivløse skattelettelser.
Selvom der er nu måske er en svag, men usikker økonomisk fremgang, risikerer nye skattelettelser at blive lige så virkningsløse som de gamle. Lempelse af sparepolitikken og det offentlige forbrug til velfærden ude i kommunerne vil derimod have anderledes mærkbar effekt og vil være velbegrundet.