KL's lockout af lærerne er i gang, og det samme er spekulationerne om udgangen på konflikten. Følges den drejebog for konflikten, som regeringstoppen bag lukkede døre synes at have skrevet sammen med Kommunernes Landsforening, KL, laver man et lovindgreb efter en-to uger.

Indgrebet vil selvfølgelig til den tid angiveligt ske af hensyn til eleverne – selvom det er regeringens og KL's konfrontationskurs, som i første omgang overhovedet har ført til, at eleverne blev sendt hjem.

Indgrebet vil givet indeholde en eller anden mindre gestus overfor lærerne, for at det ikke skal fremstå alt for åbenlyst partisk, men kernen i indgrebet vil hævet over enhver tvivl være at ophøje den ene part - KL's - krav til gældende overenskomst.

Det er bestemt af, at der ellers ikke er finansiering til regeringens folkeskolereform, som lærerne er udset til at betale gennem ringere forberedelse.

S og SF gik ellers til valg på en folkeskolereform betalt af højere skatter for blandt andre bankerne, men det røg i brokkassen sammen med hovedparten af regeringens øvrige valgløfter.

Lønmodtagerne skal betale

Siden er regeringstoppen derfor slået ind på, at lønmodtagerne selv – udover de skatter de allerede betaler hovedparten af – skal betale for regeringens reformer gennem ringere velfærd og højere arbejdstid.

Det prøvede man først at opnå gennem trepartsforhandlingerne, men som alle husker, sagde fagbevægelsen nej til generelt højere arbejdstid.

Derfor er regeringen nu i gang med en strategi, der går på at bruge sin position som arbejdsgiver for den offentlige sektor til at gennemtvinge, at de offentligt ansatte skal betale reformerne. I første omgang altså lærerne.

For SF synes vejen til og i regeringen at være brolagt med brudte principper og svegne valgløfter.

At den socialdemokratiske og radikale regeringstop er parat til at ofre lærernes og andre offentligt ansattes arbejdsvilkår og den danske model på økonomiens alter ligger i forlængelse af den borgerlige økonomiske politik, som selvsamme regeringstop har dikteret de seneste halvandet år.

Men hvad så med SF, der jo hidtil har været en støtte for den danske model, og som også har udtalt sig for en forhandlingsløsning i lærerkonflikten? SF er jo ifølge sit navn et socialistisk parti, hvilket plejer at indebære støtte til kamp for faglige rettigheder.

Opinionsundersøgelser har da også vist, at et flertal af SF's vælgere støtter lærerne, og at et flertal af SF-byrådsmedlemmer er imod KL's konfrontationslinje.

SF-toppen

Men det gælder ikke SF-toppen. Ifølge både Jane Findahl og SF's næstformand, Mette Touborg, der begge sidder i KL's bestyrelse, er ”SF'erne her enige i KL's linje" og står således bag lockouten af lærerne. Alene i kraft af Touborg må partiledelsen selvsagt være fuldt orienteret herom, og opbakningen til KL's konfrontationskurs er ifølge Jane Findahl tilmed direkte sket "efter aftale med partiledelsen".

SF-toppen synes altså at stå bag KL's opgør med lærernes arbejdstidsaftale - som man også står bag folkeskolereformen - uden forbehold for finansieringsmåden.

SF's nye "stærk mand" - Holger K. - har erklæret, at "SF er parat til at tage ansvaret på sig for et lovindgreb". Et lovindgreb, hvis væsentlige indhold som anført vil blive at ophøje KL's krav til lov, fordi det er det, som regeringstoppen med Corydon og Vestager i spidsen længe har planlagt af hensyn til finansieringen af regeringens folkeskolereform.

Et gammelt ordsprog siger, at vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. For SF synes vejen til og i regeringen at være brolagt med brudte principper og svegne valgløfter – bliver næste offer på regeringsdeltagelsens alter lærernes arbejdstidsaftale og den danske model?