Regeringen er på vej med en "reform" af Statens Uddannelsesstøtte, SU, der skal få studerende hurtigere igennem uddannelserne. Midlet er fjernelse af det ekstra sjette studieår samt af SU for hjemmeboende unge.

Forringelserne kommer uanset, at både RV, S og SF har forsikret, at man IKKE ville skære i SU'en. Ja, for S og SF's vedkommende er forringelserne tilmed i stik modstrid med den politik, som man gik til valg på. Men nu har S og SF også på dette område overtaget VK-regeringens politik.

Der antydes fra reformtilhængerside, at SU'en er for lukrativ. Men selv på højeste sats er SU lavere end kontanthjælp (for unge udeboende under 25) og markant lavere end dagpenge. 2/3 af de fuldtidsstuderende har da også ekstra job ved siden af studierne.

Det må anerkendes, at der er endog betydelig ulighed i uddannelsessystemet, hvilket i høj grad skyldes kulturelle faktorer. Men det er ikke uvigtigt, om SU opbløder denne skævhed - eller det modsatte.

Reform forstærker ulighed

Høj SU vil alt andet lige gøre uddannelse mere attraktiv, det vil sige øge optaget. Høj SU reducerer behovet for arbejde ved siden af og dermed risikoen for frafald på studierne eller for studietidsforlængelse.

Undersøgelser viser, at høj SU navnlig giver et stærkere positivt incitament til unge fra hjem med lavere uddannelse, så de på trods af de kulturelle barrierer i større grad end ellers tør kaste sig ud i studier. Selvom SU ikke kan ophæve den ulighedsskabende effekt af kulturelle forhold, skaber høj SU i sig selv således relativt set større lighed.

Det må anerkendes, at fjernelse af det ekstra studieår for nogle typer ”boglige” studerende kan give hurtigere gennemførelse af studierne. Men færre SU-klip risikerer for de ”ikke-boglige” at gøre det mere økonomisk risikabelt at studere. Og sådanne studerende vil også have en større tendens til at opgive ved studieforsinkelse, hvis de samtidig har udsigt til at stå uden SU. 

Selvom SU ikke kan ophæve den ulighedsskabende effekt af kulturelle forhold, skaber høj SU i sig selv således relativt set større lighed.

Både de positive og negative effekter af ”reformen” vil være således være socialt skævt fordelt. Den positive effekt med hurtigere studiegennemførelse vil primært indtræffe for de studerende fra hjem med høj uddannelsesbaggrund. Den negative effekt af ”reformen” med lavere tilgang og øget frafald vil derimod være stærkest for unge fra lavt uddannede og økonomisk dårligere stillede hjem. Alt i alt vil SRSF's ”reform” forstærke uligheden i uddannelsessystemet.

Målet er besparelse

Målet for ”reformen” er da også primært at opnå en besparelse på i alt to milliarder kroner. Regeringen satser i den forbindelse også på indtægt fra en forøgelse af beskæftigelsen på 5-10.000 personer og herigennem på forbedring af de offentlige finanser med en-to milliarder kroner.

En sådan forbedring af beskæftigelse og offentlige finanser er der dog ingen udsigt til på grund af krisen og arbejdsløsheden. Og hvor ”normalledigheden” med omkring otte procent allerede er ganske høj, så er ungdomsarbejdsløsheden langt større med omkring 14 procent. Og for nogle grupper af nyuddannede endog højere og stigende.

Hermed vil effekten af "SU-reformen" kun være øget arbejdsløshed, og forbedringen af de offentlige finanser vil kun være ”funny money” og ”fantazillioner”.

For de studerende er der ingen grund til at haste hurtigere igennem uddannelsessystemet, ligesom der samfundsøkonomisk ingen fornuft er i at presse dem hurtigere igennem med risiko for ringere tilgang, større frafald og dårligere uddannelse.