Borgerlige "udbudsøkonomer" har i en årrække spillet en nøglerolle for legitimering og udformning af reformer med det formål at øge arbejdskraftudbuddet gennem at forringe kontanthjælp, dagpenge, pension med mere.

Udbudsøkonomerne har udøvet stor påvirkning af den økonomiske debat og politik i alliance med den borgerlige dagspresse, med de borgerlige neoliberalistiske økonomiske tænketanke og med de borgerlige regeringer og partier samt til dels også de socialdemokratiske ditto.

Det er ikke gået stille af i den borgerlige lejr, at der for første gang i mere end et årti er tale om en "omorientering" fra i hvert fald dele af udbudsøkonomerne. 

Men i det seneste halvår er enigheden blandt udbudsøkonomerne omkring reformpolitikken krakeleret. En fraktion med aarhusprofessoren Nina Smith i spidsen har stillet spørgsmålstegn ved for det første behovet for fortsatte udbudsøkonomiske reformer og for det andet ved skattelettelser. I stedet peges fra nogle af disse "topøkonomer" på andre, mere centrale udfordringer, såsom at øge produktiviteten gennem opkvalificering af arbejdsstyrken samt at reducere uligheden.

Der er ingen grund til at falde i svime over Nina Smiths, Torben M. Andersen og andre udbudsøkonomers begyndende "omorientering". Det er naturligvis positivt, at man omsider erkender, at arbejdsudbudsreformer savner økonomisk begrundelse og effektivitet og ikke er velfærdsmæssigt rimelige. Ligesom det er positivt, når det erkendes, at skattelettelser er dyre og ulighedsskabende. Men det ændrer ikke ved, at en sådan kritik også kan rettes mod de hidtidige reformer, som udbudsøkonomerne stod – og stadig står – bag, og som har været økonomisk og velfærdsmæssigt dybt skadelige.

Alligevel er det ikke uvæsentligt, at der for første gang i mere end et årti er tale om en "omorientering" fra i hvert fald dele af udbudsøkonomerne.

Dette er dog ikke gået stille af i den borgerlige lejr. Især har tvivlen om udbudsreformerne stødt de neoliberalistiske økonomiske tænketanke, CEPOS og KRAKA, hvis dagsorden jo netop handler om at få gennemført skattelettelser finansieret af øget arbejdskraftudbud. Men også VLAK-regeringen er blevet oprørt, fordi man som et centralt punkt i regeringsgrundlaget netop har at gennemføre skattelettelser, finansieret gennem yderligere forringelse af kontanthjælp og andre overførselsindkomster samt gennem højere pensionsalder.

Til gengæld har navnlig Socialdemokratiet og til dels Dansk Folkeparti knyttet an til udmeldingerne fra Nina Smith og ligesindede og afvist yderligere udbudsøkonomiske reformer.

Uenigheden imellem topøkonomer og så CEPOS, KRAKA og VLAK-regeringen kan derfor få betydning både ved at svække den ideologiske legitimering af nye arbejdsudbudsreformer og skattelettelser samt ved at reducere de konkrete politiske forligsmuligheder for VLAK-regeringen omkring sådanne reformer.