Økonomiske teorier kan groft sagt deles i to skoler: De der mener, at økonomiens efterspørgselsside er den vigtigste (Keynes), og de der mener, at økonomiens udbudsside er den vigtigste (Friedmann).

Keynes påviste efter mellemkrigstidens store økonomiske krise i modsætning til den fremherskende neoklassiske økonomiske teoris opfattelse, at markedsøkonomien ikke er selvregulerende og ikke af sig selv skaber fuld beskæftigelse. Derfor er det nødvendigt med politisk styring af økonomien navnlig gennem en efterspørgselsregulerende økonomisk politik.

Heroverfor mener Friedmann og monetaristerne, at en sådan politik er skadelig for økonomien og at man bør satse på markedskræfterne. I stedet for efterspørgselsregulering bør man stimulere udbuddet af produktionsfaktorer. Navnlig er det vigtigt at forøge arbejdskraftudbuddet for at holde lønudviklingen i skak.

Neoliberal bølge

Fra 80´erne og fremefter blev Friedmanns markeds- og udbudsøkonomiske tænkning vigtige elementer i den neoliberale bølge, som fra USA (Reagan) og Storbritannien (Thatcher) marcherede frem i den økonomiske politik.

Også i Danmark vandt dette indpas - politisk ikke mindst i Venstre (Fogh). Også i dansk mainstream økonomisk teori vandt markeds– og udbudsøkonomisk tænkning frem både hos regeringsøkonomerne i Finansministeriet såvel som i og omkring Det Økonomiske Råd.

Topøkonomerne har ikke mindst fået ”overdommerstatus” gennem et tæt samspil med både højresiden i dansk politik som med den borgerlige dagspresse.

I dag er mainstream blandt danske økonomer i høj grad præget af en sådan udbudsøkonomisk tænkning. Og i forreste række her står en halv snes såkaldte "topøkonomer".

De kalder sig selv "nykeynesianere", men det er i virkeligheden en vildledende varebetegnelse.

Ganske vist kan de som keynesianerne godt gå ind for politiske indgreb i økonomien. Men hvor keynesianismen vil skabe fuld beskæftigelse gennem en aktiv efterspørgselsstimulering her og nu, er "nykeynesianerne" - som monetaristerne - mere optaget at øge (arbejdskraft)udbuddet på langt sigt.

Og ligesom de egentlig "hardcore" neoliberalister (for eksempel CEPOS) er de tilhængere af at nedsætte skatterne, hvilket jo igen forudsætter nedsættelse af de offentlige (velfærds)udgifter.

Topøkonomerne har ikke mindst fået ”overdommerstatus” gennem et tæt samspil med både højresiden i dansk politik som med den borgerlige dagspresse.

Ikke mindst VK–regeringen, men også SR har udnævnt sådanne økonomer til Det Økonomiske Råd og til store økonomiske kommissioner såsom Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og senest Produktivitetskommissionen.

Herigennem har ”topøkonomerne” fået ressourcer og en talerstol til at advokere for en udbudsøkonomisk og ofte neoliberalistisk inspireret økonomisk politik – som politikerne derefter har gennemført.

Pressens rolle

Samtidig har der også været en tæt vekselvirkning mellem topøkonomerne og den borgerlige dagspresse, der i udpræget grad efterspørger netop topøkonomernes vurderinger og anbefalinger, som jo i høj grad modsvarer avisernes egen idelogiske og politiske holdninger. Hermed er den borgerlige dagspresse selvfølgelig også med til at hæve ”topøkonomerne” op til netop status af overdommere.

Men økonomi er IKKE nogen eksakt videnskab, der er ikke EN rigtig opfattelse. Topøkonomerne formidler i sidste ende en borgerlig økonomisk teori og politik.

Der er brug for, at andre, kritiske og mere progressive økonomiske opfattelser og vurderinger kommer frem til gavn for større alsidighed, saglighed og demokratisk balance i den økonomiske debat.