Regeringen arbejder pt. på højtryk på sin 2025-plan, som skal finde "råderum" til at sænke topskattesatsen med fem procent point.

Hertil duer regeringens nuværende 2020-plan ikke, viste regeringens seneste Konvergensprogram 2016, som afslørede, at der på grund af af olieprisstigninger + tilstrømning af flygtninge kun ville være et råderum på 10 milliarder kroner, hvilket man ikke får mange skattelettelser for.

Alt tyder på en 2025-plan og skattelettelser for de rige på velfærdens og de økonomisk dårligere stilledes bekostning.

Meget tyder imidlertid på, at regeringens 2025-plan vil være en klam fidus. For det tegner til, at regeringen i planen for at skabe sig et større råderum vil fortsætte sit hidtidige skønmaleri af de økonomiske udsigter. Det har man gjort gang efter gang og senest i Konvergensprogrammet, hvor væksten forventes at ligge omkring to procent om året. Hvilket er i skrigende modsætning til, at den 2010 til 2016 kun har udgjort omkring 0,85 procent i årligt gennemsnit.

Ved dette skønmaleri fremmanes et billede af stigende beskæftigelse og forbedring af de offentlige finanser. Men det siger sig selv, at holder skønmaleriet ikke, forsvinder det herpå baserede økonomiske råderum også.

Hertil kommer, at meget tyder på, at 2025-planens beregninger vil munde ud i et overvejende fiktivt råderum i den betydning, at råderummet ikke er finansieret.

Befolkningsudviklingen frem til 2025 kræver årligt en realvækst på 1,2 procent i de offentlige udgifter. Men allerede 2020-planen tillader her kun en årlig realvækst på 0,5 procent, og forlænger regeringen det frem til 2025, kan den beregningsteknisk forøge råderummet til 20 milliarder. Og dropper man helt vækst i offentlige udgifter, kan råderummet på papiret øges helt op til 40 milliarder kroner. Problemet er bare, at sådanne beregninger fra regeringen vil være ren fiktion, fordi der ikke ligger nogen politiske beslutninger til grund om, hvor og hvordan der i så tilfælde skal spares. Skattelettelser baseret herpå vil være ufinansierede for 30 milliarder kroner.

Endnu mere fiktive vil beregningerne selvsagt være, hvis der i topskattelettelser indarbejdes dynamiske effekter, skønt endog Folketingets økonomer siger, at disse effekter ikke er påvist ude i virkeligheden.

En ting er dog ganske sikker: En sådan plans gennemførelse ville betyde, at der i 2025 vil være 40.000 færre offentligt ansatte, mens befolkningen frem til 2025 tværtimod stiger med 290.000 personer. Dette betyder en regulær nedsmeltning af velfærdens standard.

Tilmed arbejder regeringen da ovenikøbet også på at udbygge råderummet til skattelettelser med allehånde asociale reformer: For eksempel forhøjelse af pensionsalderen til 68 år i 2025, fjernelse af SU på kandidatstudier, forlængelse af lavere regulering af overførselsindkomst og måske øget privatisering og udlicitering i kommuner.

Alt tyder på en 2025-plan og skattelettelser for de rige på velfærdens og de økonomisk dårligere stilledes bekostning.