VLAK-regeringen har fremlagt et energiudspil: "Energi – til et grønt Danmark".

Det erklærede mål er at fremme grøn omstilling og i 2030 at nå op på en andel af vedvarende energi på 50 procent af energiforsyningen.

Da hovedparten af elproduktionen frem til 2020 stadig vil være baseret på fossile brændsler, vil det hermed øge CO2-udledningen.

Men samtidig vil VLAK gennemsætte en neoliberalistisk energi- og klimapolitik: Man vil opfylde et ideologisk mål om, at udbygning af vedvarende energi fremover skal ske på markedsvilkår og herunder ikke mindst, at offentlig støtte gradvist skal udfases. Og ikke mindst vil man bruge den grønne omstilling som anledning til også på dette område at gennemføre den neoliberalistiske politik om skattelettelser.

Men udspillet er på disse punkter kontraproduktivt i forhold til grøn omstilling. Udfasning af offentlig støtte til vedvarende energ vil bremse udviklingen af ny teknologi – ligesom vind aldrig havde fået sin nuværende position uden støtte. Og afgiftslettelser på el vil øge energiforbruget. Da hovedparten af elproduktionen frem til 2020 stadig vil være baseret på fossile brændsler, vil det hermed øge CO2-udledningen. Denne del af VLAK ´s energiudspil er direkte sort.

Hertil kommer, at energiudspillet for den såkaldte "kvotesektor" – det vil sige energiselskaber, fjernvarmeselskaber og energiintensiv industri – baserer sig på EU's CO2-kvotehandelssystem til at reducere energiforbruget og CO2-udledningen.

CO2-kvotesystemet har imidlertid hidtil været – og vil også fremover være – ineffektivt, fordi der er alt for mange overskydende, usolgte kvoter, hvorfor det for virksomhederne har været langt billigere at forurene med CO2 gennem køb af kvoter til spotpris end det har været at reducere CO2-udledningen gennem investeringer. Det er således mere end tvivlsomt, om systemet kan opfylde målene for reduktion af energiforbruget og CO2-udledningen i kvotesektoren.

Det samme kan forventes at være tilfældet for "ikke-kvotesektoren", som ikke er omfattet af energiudspillet, men vil være omhandlet i en kommende "klimaplan". Her tegner alt til, at VLAK vil løse en stor del af problemet med landbrugets og transportens store CO2-udledning gennem skrivebordøvelser, der gennem såkaldte "fleksibilitetsmekanismer" når op på målet om CO2-reduktion, uden at der i realiteten er ændret en tøddel ved den faktiske udledning.

Sidst, men ikke mindst er det VLAK-regeringens plan, at velfærden – som altid – skal betale en pæn del af de skattelettelser, man med den grønne omstilling som anledning gerne vil liste igennem. Overflødigt at tilføje, at VLAK selvfølgelig har en løsning på det: Nemlig at holde den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug frem til 2025 på et langt lavere niveau (0,3 procent) end hvad der er nødvendigt for at give dækning for det stigende antal ældre (0,7 procent).