Midsommerbålet er en gammel hedensk tradition, der handler om, at årets korteste nat – da vågede man.

Imperialismens krige retter sig mod folkenes frihed til selv at vælge deres egen vej.

Man gik ikke i seng, man sov ikke, man holdt sig vågen til solopgang. Og man tændte et bål at samles om. For ude i mørket omkring én var onde magter på færde. De var særlig stærke, særlig farlige i denne særlige nat. Man gav dem navne: Trolde, vætter, elverfolk. Man så dem for sig i sære, frastødende skikkelser. Man fortalte hinanden eventyr om deres uudgrundelige ondskab. Og man tændte ild for at jage dem væk.

Heksen på Sankt Hansbålet er derimod en ung tradition, kun et århundrede gammel godt og vel. Og der er jo ingen, der lægger noget i det.

Men engang var heksebrændinger alvor i Danmark. Det kulminerede under Christian den Fjerde, den konge, der af uvisse årsager har opnået den største folkeyndest af alle danske konger.

Og kongen selv gik i spidsen. Christian den Fjerde troede fuldt og fast på hekseri. Han udstedte en forordning mod trolddom. Og han gik med en amulet, en sølvindfattet jadeskive, der skulle beskytte ham selv mod trolddom. Den kan ses på Rosenborg den dag i dag.

Aktivistisk udenrigspolitik

Christian den Fjerde var tilhænger af det, man i dag kalder en aktivistisk udenrigspolitik. Da trediveårskrigen brød ud, ville han også være med. Han ville ud og gøre en forskel på de rigtiges side.

Dengang var det den protestantiske religion, det gjaldt. Christian den Fjerde kunne ikke sidde stille og se på, at den sande tro blev trampet under fode ude i verden. Følgen var, at Jylland blev invaderet af katolske kejserlige tropper, i hælene på dem fulgte svenskerne, og landet fik det knæk, som det aldrig siden forvandt.

Christian den Fjerde overtog ved sin tronbestigelse to kongeriger, der hørte til de rigeste og stærkeste i Europa. Han efterlod sig et fallitbo, lemlæstet, forarmet og pantsat. Han havde ladet bålene flamme på de rigtiges side, men det var hans eget folk, det gik ud over.

Sådan går det, når de store drenge vil lege med ilden.

De fleste af os, der står her, har haft den lykke at være unge i en tid, hvor det gik fremad, hvor en bedre og fredeligere verden syntes inden for rækkevidde. At have oplevet det er en ting, man skal skønne på. Den er ikke beskåret de unge i dag, hvor verden står i brand, og hvor statsmænd og kandestøbere kappes om at være med til at puste til flammerne.

Frihed fra imperialisme

Vi har netop oplevet to valg, der begge forstærkede denne udvikling. EU-parlamentsvalget eliminerede det sidste bolværk for dansk suverænitet. Sådan er det blevet udlagt, selv om man selvfølgelig bruger andre ord. Det er heller ikke rigtigt: EU-modstanden er ikke død. Den kan ikke dø, for den skabes hver dag af EU selv. Men den er alvorligt svækket.

Man vil gerne have os til at tro, at vor frihed trues af andre lande, der lurer ude i mørket som hekse og trolde i gamle dage. Sandheden er, at de, der truer vores frihed, vores nationale suverænitet, sidder kun et par kilometer herfra bag tykke stenmure i en borg på en lille ø.

De vil have os til at tro, at det er ved at føje os efter større magter, vi værner om vores frihed. At EU er et værn for vores frihed. At NATO er et værn for vores frihed. Det er løgn. Det er lige så meget en myte, som at trolde og hekse lurer på os i mørket derude.

Frihed i dag er først og fremmest frihed fra imperialismen. Og kampen for vores egen frihed, for vort lands suverænitet, hænger sammen med andre landes kamp for deres frihed, for deres suverænitet.

Fordi vi kommunister véd det, er vi internationalister. Fordi vi véd det, er vi solidariske med andre folk i deres kamp mod imperialismen. Fordi vi véd det, har vi i otte år bakket op om det syriske folk i dets kamp for suverænitet mod et imperialistisk sammenrend, der kalder sig Syriens Venner – endnu en løgn.

Fordi vi véd det, er vi imod de krige, de derinde bag stenmurene vil have os trukket ind i. Fordi vi véd det, er vi for fred med Rusland og for venskab med Kina og med Folkets Korea. Og det uanset hvad vi i øvrigt måtte mene om Assad, Putin eller Kim. For det er ikke det, det drejer sig om.

Imperialismens krige retter sig ikke mod onde magthaveres uudgrundelige ondskab. De retter sig mod folkenes frihed til selv at vælge deres egen vej.

Os kan de ikke narre, de derinde bag stenmurene på deres lille ø. Men de kan narre så mange andre – også af dem, vi troede stod os nærmest.

(Ovenstående er uddrag af en båltale holdt ved Sankt Hans på Amager Strand.)