En lille flig af virkeligheden
Blogs
En lille flig af virkeligheden
Skandalen er således ikke snævert knyttet til Lars Løkke Rasmussens person, selv om det unægteligt siger ikke så lidt om hans grundlæggende værdier og menneskelige egenskaber.
Efter et flere timer langt pressemøde søndag slikker Lars Løkke Rasmussen nu sårene. Både han og partiet Venstre håber, at danskernes hukommelse er kortvarig, så skandalen om hans overforbrug i den såkaldte klimaorgainsation GGGI hurtigt går i glemmebogen.
Der er ingen grund til at tage søndagens beklagelser for pålydende. De var et nødvendigt teaterstykke for at bevare Lars Løkkes politiske fremtidsplaner intakte. Han fortryder ikke en skid, men ærgrer sig over, at det blev opdaget. Hvis han virkelig vil beklage overfor de danske skatteydere, burde han betale det unødvendige luksusforbrug tilbage af egen lomme.
Lars Løkke er præget af den stenrige overklasse, han repræsenterer politisk
Skandalen demonstrerer Lars Løkkes magtarrogance. Han er tydeligvis grundlæggende præget af den stenrige overklasse, som han repræsenterer politisk. Hvorfor overveje om det er rimeligt at rejse for én million kroner, når alle de andre gør det? Hvorfor tænke dybere over, om datterens flyrejse nu også blev betalt af GGGI, når det ikke er i modstrid med organisationens egne regler?
Alle andre international delegater fra sådanne organisationer lader velvilligt millionerne rulle. De mødes til middage og konferencer på femstjernede hoteller og med egne kokke på alverdens flyselskaber. Sådan lever overklassen, som er overbeviste om sin egen uundværlighed.
Hvis man som Lars Løkke er overbevist om, at han er guds gave til menneskeheden, så falder det let at nyde den gode rødvin og de dyre hoteller i gode venners selskab.
På 1.klasse er der generel enighed om, at arbejdernes lønninger er for høje, at det offentlige skal spare, at velfærden er for dyr, at det er nødvendigt at skære i understøttelse og kontanthjælp eller for den sags skyld i bevillingerne til udviklingslandene. Men overklassens eget uhæmmede luksusforbrug skal der ikke pilles ved.
Og når nu Lars Løkke Rasmussen mener, at han har sikre millionfortjenester til dansk erhvervsliv i kraft af sit politiske arbejde, ligger det også lige for at forstå, at han uden skrupler har fundet sine egne veje til at lade det dryppe lidt på sig selv.
Skandalen er således ikke snævert knyttet til Lars Løkke Rasmussens person, selv om det unægteligt siger ikke så lidt om hans grundlæggende værdier og menneskelige egenskaber.