24 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunisterne og corona

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 25. august, 2020, 08:51:24

Kommunisterne og corona

Arbejderklassen er under pres. Med en ny dyb økonomisk krise lige om hjørnet bliver der brug for kamp. Fællesskabet og solidariteten skal forsvares – også under corona.

Det er snart seks måneder siden, statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned på grund af corona. I dag er der igen åbnet meget op, kun få er indlagt, og der er rimelig kontrol med epidemien.

Hvis ikke der kæmpes, bliver regningen igen tørret af på den brede befolkning.

Vi skal lære at leve med corona og tage nye skridt i klassekampen under de nye betingelser, der er skabt af sundhedskrisen. Og vi befinder os ved starten af en ny økonomisk krise.

I Danmark er 17.000 registreret smittede og godt 600 er døde. Globalt er der nu over 22 millioner smittede og næsten 780.000 er døde. Det kommer til at fortsætte, til vi alle er vaccineret.

Generelt har de lande, hvor der er en stor og udbygget sundhedssektor med lige og gratis adgang for alle, klaret krisen bedst. De ansatte i sundhedssektoren har hele vejen igennem ydet en formidabel indsats. Det er en vigtig erfaring at tage med os i den videre kamp for den offentlige sektor og den kollektive velfærd.

De fattigste grupper i vores samfund, som bor tæt i de dårligste lejligheder, er mest udsatte. For eksempel som vi har set det på slagteriet i Ringsted eller i forskellige indvandrergrupper i Aarhus. Det er de sociale forhold for disse grupper, der skaber grundlaget for en øget smittespredning. Disse grupper i vores samfund er ofre for corona. Højrefløjens fremmedfjendske propaganda har været en uhyrlig jagt efter syndebukke og bedre meningsmålinger.

EU svigtede under corona og overlod folkene til deres egen skæbne. Det skal også huskes, at alle EU lande – nogle af de rigeste lande i verden  – stod uden det nødvendige beredskab, uden værnemidler, uden det nødvendige udstyr til test, blandt andet som følge af EU's vedholdende pres på medlemslandenes sundhedsudgifter. 

Coronakrisen har mange gange dokumenteret betydningen af at have national selvbestemmelse, så EU ikke lægger begrænsninger for medlemslandenes handlefrihed. Kommunistisk Parti har krævet, at Danmark opbygger egne lagre blandt andet af værnemidler på basis af en nationalt baseret – gerne offentlig – produktion.    

Drømmen om en bedre verden

Under nedlukningen blomstrede diskussionen om, hvordan man kunne indrette vores samfund på en bedre måde. Grønne, bæredygtige og mere retfærdige visioner for samfundet, der pegede på en helt nødvendig omstilling, fik næring i lyset af der var færre biler på vejene og næsten ingen fly i luften. Det skete i et kort tidsmæssigt vakuum, hvor kapitalen var tvunget til at skrue ned for blusset.

Nu træder kapitalen igen på speederen og fortsætter sin offensiv. I dag er diskussionen stort set forsvundet, så at sige i en fornyet os af forurening og CO2-udledning uden hensyn til klodens fremtid. Det er fortsat kapitalen, der dominerer vores samfund, og den har ikke frivilligt tænkt sig at ændre produktionsmåde, hverken før, under eller efter corona.  Gode argumenter uden et folkeligt pres preller af som vand på en gås, hvis profitten er truet.

De historisk store hjælpepakker, der er vedtaget i hele vores del af verden, har det grundlæggende formål at sikre det kapitalistiske systems overlevelse.

I både EU, NATO og storkapitalens andre magtbaser håber man at have vundet mere spillerum, fordi arbejderklassens og folkenes modstand er lammet af frygten for corona.

Genåbningen af Danmark

Store dele af Danmark er nu igen genåbnet. Men også i genåbningsplanerne var der store hensyn til erhvervslivets interesser på bekostning af hensynet til at begrænse smittefaren.

Som kommunister ser vi kampen mod corona i direkte forlængelse af vores kamp imod kapitalisme for socialisme. Kampen mod corona er klassekamp.

Kommunistisk Partis bærende parole under corona epidemien er Mennesker før profit. Vores krav udvikles i takt med, at situationen forandrer sig. Senest har vi krævet gratis mundbind i den kollektive trafik, i forbindelse med at mundbind blev obligatoriske her.

Der er en stor regning at betale fra nedlukningen af Danmark. Det er først og fremmest ufaglærte arbejdere, som er blevet fyret, og fyringerne er langt fra slut endnu. Der er en stor frygt for arbejdsløshed på mange arbejdspladser, ikke mindst i de hårdest ramte områder for eksempel turistindustrien, herunder hoteller, luftfart, transport og så videre.

Mange arbejdsgivere har udnyttet situationen til at presse lønnen og skille sig af med aktive.

Corona er et hårdt slag mod arbejderklassen og vil i lang tid lægge et pres på det danske arbejdsmarked. Det samme sker over det meste af kloden.

Hvem skal betale?

De mange milliardstore hjælpepakker skal finansieres. For kommunisterne er det helt afgørende, at det ikke sker som under finanskrisen, hvor man skar i den kollektive velfærd og lavede bølger af massefyringer blandt de offentligt ansatte, samtidigt med at de økonomisk bedst stillede fik milliarder i skattelettelser.

Regningen for corona må sendes til den bedst stillede del af befolkningen på samfundets top. Vi skal gøre os klar til de kampe, der ligger lige om hjørnet, for eksempel når finansloven og økonomiaftalerne for kommuner og regioner skal vedtages, og når der for alvor kommer gang i overenskomstkampen på det offentlige område, som vil udvikle sig i de kommende måneder. Kriserne er langt fra slut. Hvis ikke der kæmpes, bliver regningen igen tørret af på den brede befolkning.