Danmark lever i en boble
Blogs
Danmark lever i en boble
Danske politikere og medier befinder sig en boble, hvor Danmark udgør 95 procent, og USA, EU og NATO udgør 5 procent, selv om de til sammen kun udgør 10 procent af verden. Resten af verdens lande eksisterer tilsynelandende ikke.
Danmark – politikere, medier og befolkning – lever i selfie-mode, i en bekvemmelighedsboble. Deres verden synes at bestå af 95 procent Danmark og 5 procent US/NATO/EU.
Gad vide om der kan findes en udenrigsminister, så Danmark kan få en relevant fremtids-orienteret politik for fred og sikkerhed og forholde sig til hele verden?
Men disse lande udgør bare 10 procent af den virkelige verden. Det er, som om de øvrige 90 procent ikke findes. Og hvis de gør, så er det kun for at sige noget negativt: Rusland og Iran er trusler, Kina et diktatur og så videre.
Mainstreammedierne
I december sidste år markerede Kina, at det var 40 år siden, man indførte den Åbne Dørs Politik – en historisk enestående forandring. På 20 år er 500 millioner kinesere blevet løftet ud af fattigdom, (mens 20 procent af USA’s befolkning stadig lever under eksistensminimum).
Men netop i december sidste år stod samtlige partier i Folketinget og fordømte Kina for menneskerettighederne, for at være et diktatur, for at blande sig i andre landes interne anliggender med mere – ikke ét ord om udviklingen.
I den forgangne uge besøgte den kinesiske præsident Xi Jinping Moskva. Kina og Rusland er i dag nærmere hinanden end nogensinde, drevet også af USA’s politik overfor dem begge.
Ikke et ord i vestlig mainstreampresse.
Skt Petersborg International Economic Forum, SPIEF, fandt sted for 20. år i træk, en slags parallel til Davos-møderne i Schweiz, som vestlige medier dækker tæt.
Ikke et ord i CNN, BBC med flere – eller public service-mediet dr.dk. DR har derimod plads til stadigt flere historier om sport, sex, anden underholdning, kendte folk og personhistorier som denne:
”Christinna dyrker nye sider af sig selv, når hun smider den pæne facade – og tøjet. Hun lever efter ’fuck, hvad andre mener’-princippet. Og det er befriende”, fortæller tre DR-journalister i en artikel tre gange så lang som denne klumme og smykket med billeder af Christinnas bare bryster. Public service?
Gad vide om der kan findes en udenrigsminister, så Danmark kan få en relevant fremtidsorienteret politik for fred og sikkerhed og forholde sig til hele verden?
Brug for en ny udenrigspolitik
Hvad den blandt andet må sigte på er:
- at nedlægge den nuværende måde at bekæmpe terrorisme på, da den kun, sammen med USA’s, har bidraget til mere terrorisme siden 2001;
- at forberede sig på at det amerikanske imperium og den amerikansk-ledede vestlige verdens dominans falder sammen, og at Danmark må begynde at tænke selv;
- at NATO dermed opløses, og der skal findes et nyt system for konfliktløsning i Europa med langt flere civile end militære komponenter,
- at orientere sig imod og deltage i den nye verden, der allerede er inde i en markant opbygning, især omkring BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og BRI – verdens største samarbejdsprojekt, der nu omfatter omkring 80 lande, ledt af Kina, og som skal forbinde verden horisontalt;
- at erstatte den nuværende anden kolde krig mod Rusland og skabe fælles sikkerhed med hinanden og ikke mod hinanden;
- at reducere og til slut afskaffe atomvåbnene;
- at omlægge den militært aktive danske udenrigs- og sikkerhedspolitik til en civilt aktiv verdens- eller global politik og altså ophøre med hele det tankesæt, der har gjort Danmark til en krigsførende nation de sidste 20 år – i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien. Det tjener amerikanske, men ikke danske interesser, har kun været ødelæggende og skabt flygtninge, der i sig selv har splittet Europa og Danmark, (ligesom al militær virksomhed er en miljøødelægger).
Danmark bør vågne op nu – verden ret beset brænder. I dag har ingen politiske partier en udenrigspolitik for den globale fremtid.
Måske partier selv hører fortiden til? Og Danmark må vælge mellem navlebeskuelse og engagement i den store, fælles verden.
Titanic sails at dawn. Which side are you on?