Det Iran, du hører om i vore medier, er autoritært, har dødsstraf, pønser på at få atomvåben og truer Europa med sin oprustning. Det er udelukkende negative ting, som tjener en fremtidig krig i stedet for andre billeder af Iran, som kunne fremme fred og gensidig forståelse.

Uden Iran kan der ikke findes en løsning på noget som helst i Mellemøsten. 

Det bedste, man kan gøre, er at rejse dertil og se det hele selv. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der har besøgt landet, som ikke har været helt forbløffet over kontrasten til det Iran, de har læst og hørt om. 

Det første er naturligvis gæstfriheden. Du kan ikke gå igennem en park eller på en gade, uden at nogen siger velkommen til Iran, vil vide, hvor du kommer fra, og hvad du synes om Iran. Derefter bliver du ofte inviteret hjem. Jeg har også mødt forbløffende mange, som, også selv om jeg går sammen med en iraner, er meget åbne med deres kritik af præstestyret – der-imod aldrig af den politiske ledelse under præsident Rouhani og udenrigsminister Javad Zarif. 

Den angst, som man som regel uden undtagelse kunne opleve i Østeuropa under Den Kolde Krig, findes ikke hér. Kvinder er undertrykte, ingen tvivl om det, men også dér er der en anden side. Unge kvinder  fylder universiteterne, er vestligt orienterede, uinteresserede i politik og vil gøre karriere på egen hånd. Og der er ikke noget tørklæde indendøre og mindst lige så megen bevidst kvindelighed i klæder og bevægelse som i vest. 

Irans kvinder

I Teheran køres de fleste kunstgallerier af kvinder, kvinder fylder kulturcentre og holder litteratur- og filmaftener hjemme. Jeg har truffet meget få, der er mentalt undertrykte, og holdningen til præsteskabet er overbærende. Det bliver nok snart bedre, siger de og lægger til, at de i hvert fald ikke skal have en revolution til eller, endnu værre, en vestlig intervention. Og så går de videre med at udfordre moralens vogtere på gaden med ekstra stramme jakker og bluser under gevandterne. 

Det er godt et år siden, jeg var her. Alt er blevet dyrere, også selv om man indregner turistsæsonens højere priser. Det skyldes både den omfattende økonomiske korruption og de sanktioner, som først og fremmest USA opretholder – eller finder på – stik imod bogstav og ånd i den atomaftale, der blev indgået for 13 måneder siden. 

USA's finansministerium anser sig berettiget til at straffe andre landes virksomheder og regeringer, hvis man fx handler med Iran i en valuta, som er blevet vekslet via dollars.

Hver dag hér i Iran læser jeg derfor, at Iran vender sig mere og mere til Kina, Rusland og andre BRIKS-lande. Ingen har gavn af sanktionerne: De giver kun de reaktionære i Iran et argument for det, de hele tiden har sagt, nemlig at man aldrig kan stole på Vesten; sanktioner leder til en mafiaklasse, der lever højt på at smugle. For det tredje underminerer det den middelklasse, der på sigt kan overtage magten. 

Trump eller Clinton

Og hvad enten det bliver Trump eller Clinton, kan det kun blive ringere relationer mellem Washington og Teheran. Trump vil rive atomaftalen i stykker. Det har Clinton endnu ikke sagt, men hun vil ikke bekymre sig det mindste om at finde en undskyldning for at bombe Iran.

Hvad kan man gøre? Besøg landet, få venner i Iran, knyt professionelle bånd, vis Irans befolkning, at vi er nogle, der ikke støtter den tykhovedede sanktions- og bombepolitik, som er blevet kendemærke for en stadig mere snæversynet, uintelligent vestverden. Vore regeringer fatter det simpelthen ikke. 

Vi andre må vise på alle de måder, vi kan, at det ikke er vores politik og holdning til de under alle omstændigheder uskyldige iranere. De har nok at kæmpe med i hverdagen.Og det er, hvad vi arbejder på i Den Transnationale Stiftelse med de projekter, vi har i dag i Iran. Det føles særdeles meningsfuldt, uanset at det er en dråbe i et hav af mistillid og med krigsrisici hængende lavt.Og visionen? Iran som Mellemøstens Schweiz. 

Iran er landet, der er selvstændigt og anderledes og ikke-arabisk. Det er en 7000 års civilisation, der ikke har invaderet nogen i 250 år. Det har relativt lave militærudgifter. Der er ingen ISIS hér, og man kan som udlænding gå sikkert de fleste steder og tider. 

Iran kan blive landet, hvor andre kommer for at sidde i naturskønne omgivelser og diskutere fred. Og uden Iran kan der ikke findes en løsning på noget som helst i Mellemøsten.