Så passerede 1. maj med mange taler i Danmark og rundt i verden. Hvor mange – eller få – af talerne nævnte mon ord som fred, nedrustning, fælles sikkerhed (Olof Palme), kampen imod krig og intervention eller solidaritet med dem, der er uskyldigt er ramt af krigene rundt i vores voldsfyldte verden?

I går surfede jeg ind på det danske og svenske LO’s hjemmesider. Men dér findes ikke ét ord om fred.

I 1970'erne og 1980'erne blev jeg som fredsforsker ofte inviteret til fagforbundsmøder, til 1. maj-stævner og af og til til LO-skolen. Fred var på agendaen, atomvåbnene i Europa skulle væk, krigen afskaffes så hurtigt som muligt. Kapitalisme og militarisme var to alen af ét stykke: Op til kamp! For freden!

1800 milliarder dollar til våben

I går surfede jeg ind på det danske og svenske LO’s hjemmesider. Men dér findes ikke ét ord om fred, forsvar og sikkerhed, om verdens vanvittige oprustning. 1800 milliarder dollar til våben, 30 milliarder til alt det FN gør. Intet om nedrustning og omstilling af militær produktion til civil.

Antimilitarismen, nedrustning, fred og solidaritet har i årtier været den internationale arbejderbevægelses mærkesag. Det var de jo også for Socialdemokratiet. Der er sikkert enkelte undtagelser, men hele dette tema synes at tilhøre bevægelsens historie.

Måske tror mange faglige ledere, at militær produktion giver arbejdspladser, og nej hvor er det fint, at Danmark får medproduktion på nye kampfly?



I så fald er de galt afmarcheret.

Våbenproduktion giver få arbejdspladser

Hvis du har 100 kroner og investerer dem i den ekstremt kapitalintensive våbenindustri, får du minimalt med arbejdspladser, sammenlignet med at du i stedet investerer de 100 kroner i menneske-intensive sektorer som undervisning, sundhed, kultur eller infrastruktur.

 Jo mere våbenproduktion, jo flere arbejdspladser mister samfundet – relativt.

Det må der være økonomer i fagbevægelsen, der udmærket véd.

En anden årsag kan være, at Socialdemokratiet og det, der engang hed venstrefløjen, ikke længere eksisterer på områder som fred, nedrustning, antimilitarisme og solidaritet med krigens ofre.

Siden 1999, hvor Nyrup Rasmussen (S) med gamle Helveg Petersen (R) som udenrigsminister syntes, det var helt fint, at "forsvars"-alliancen NATO bombede Serbien uden FN-mandat, har Danmark deltaget i krig efter krig, således Afghanistan, Irak, Libyen, Irak igen og nu Syrien.



I tilfældet Libyen stemte alle partier i Danmark, Norge og Sverige for bombningerne. Den eneste undtagelse var Sverigedemokraterne!

Der var engang, hvor venstrefløjen havde en sund skepsis – endog kampånd – mod oprustning og krig. I dag er krig den nye humanisme, humanitær intervention – tilfældigvis kun dér hvor vi har interesser, ikke hvor humanismen ville motivere intervention; retten til at beskytte (de få udvalgte, vi har interesser i, ikke verdens fordømte), regimeforandringer i land efter land.

Alt dette militarismens propaganda sluges råt af folk, der tilsyneladende ikke véd bedre. 

Men solidariteten da?

Vel, i december var jeg i Aleppo i Syrien og så blandt andet, hvordan den store Sheikh Najjar-industrizone var totalt smadret af de af Vesten støttede og bevæbnede besættere som Syrian Free Army og al-Nushras terrorister. Her havde 40.000 syriske arbejdere sit udkomme, sine liv. Næppe én eneste er tilbage.

Hvor mange har udtrykt sin solidaritet med disse uskyldige arbejderofre for en modbydelig krig?

Omstilling til fred

Verden behøver i dén grad, at millioner af mennesker i de produktive sektorer siger nej til våbenproduktion og -handel. At de kræver omstilling til civil produktion, hvilket mange akademiske studier og et FN-studie under den svenske nedrustningminister Inga Thorsson allerede i 1981 dokumenterede ville være både muligt og ønskeligt.

Faktisk ville nedrustning og omstilling til civil produktion være den mest effektive enkeltindsats for både fred, global udvikling, menneskerettigheder og retfærdighed samt for krigens afskaffelse.

 Det burde nogen diskutere!

Arbejdere for fred, forener Eder!