Præsident Trump har hér i de sidste uger af 2018 sendt nogle signaler om en fredeligere verden. Og han kom til det Hvide Hus med en idé om at få et bedre forhold til Rusland.

Hvorfor skulle vi pludselig tro på Trump, når vi véd, at han ofte siger ét om morgenen og noget andet om eftermiddagen?

Han har sagt, at han synes, at de militære udgifter er alt, alt for høje, og at han vil diskutere med Rusland og Kina, hvordan man kan få dem ned. Og han har sagt, at USA skal forlade Syrien, fordi USA har vundet krigen mod ISIS og ikke længere gider at hjælpe fjenden al-Assad med dét!

Fra alle politiske sider har man kastet sig over ham. Nogle mener, at han derved giver Rusland, Iran og altså Syriens Assad en gave. Her mødes højre og venstre – og de sidstnævnte mener desuden, at det er forkasteligt, at USA forlader Syrien, for så kommer kurderne i klemme, i og med at det hele bygger på, at USA har ladet Tyrkiet overtage initiativet og varetage USA’s interesser.

Højrefolk har jo ofte haft den gode konservative holdning, at lov er lov, og med folkeret skal verden bygges. Så glædeligt er det, hvis USA virkeligt forlader Syrien, og man så – måske – kunne få de ansvarlige for USA’s politik i Syrien stillet for en domstol. For USA’s politik for regimeforandring, fem år før de ikke-kun fredelige demonstrationer i 2011, er fundamentale i denne konflikt.

At venstrefolk nu bekender sig til interventionistisk krig, kan vel kun forklares af to ting: Deres helt forståelige sympati med kurdernes situation, men tilsyneladende blinde accept af volden som vej til et samlet Kurdistan (der vil indebære blodbad i Tyrkiet, Iran, Syrien og Irak), og af at de er blevet forført af fake news og udeladelser i Vestens fabelagtige mediekrig om Syrien med Hvid Hjelme og hele pibetøjet.

Til forskel fra både højre og venstre er jeg skeptisk over for USA/Trumps meddelelse:

• hvorfor skulle vi pludselig tro på Trump, når vi véd, at han ofte siger ét om morgenen og noget andet om eftermiddagen?
• han taler om at trække tropper ud af Syrien; men hvad med specialstyrker, hvad med de 10-20 baser eller basefaciliteter, USA i al stilhed og uden vestlig mediebevågenhed – har bygget i Syrien,  og hvad med CIA, lejesoldater? Vil USA ophøre med at give penge og våben til dem, der bekæmper Assad?
• tidligere løfter om at gøre dette eller hint for en fredeligere verden er løbet ud i sandet, ikke mindst – må man formode – fordi Den Dybe Stat (elementer i CIA og de syv andre efterretningsorganisationer, FBI, Pentagon, såkaldt tænketanke og det nationale sikkerhedsråd)  i sidste ende får ham banket på plads, jævnfør historien om russisk hacking;
• allerede et par dage efter under et forvirret tre-timers overraskelsesbesøg på en amerikanske base i Irak fik han sagt, at USA ikke forlader Irak - baserne dér er nødvendige, hvis man fremover skal ”gøre ting” i Syrien.



USA har forresten aldeles ikke vundet i Syrien, det har det syriske folk, regeringen og militæret, hjulpet af Rusland og Iran.

USA tabte 12. december 2016, da Østre Aleppo blev befriet – hvilket jeg allerede sagde dengang, men ikke kunne publicere i noget vestligt medie udover Arbejderen.  Og derefter, som med en næsten usynlig bevægelse af en dirigenthånd, blev det vestlige medieorkester tavs om Syrien.

Lad os forestille os at Donald Trump ønsker at blive fredspræsident. At han som forretningsmand – en af de få – har indset det empirisk korrekte og indlysende: At våbenproduktion og krige verden rundt kun gavner militærindustrien, men er til skade for samfundsøkonomien som helhed.

Så må han også tage et eller flere af for eksempel følgende skridt, der ville være 110 procent risikofrie for USA og gøre det ”great” igen:

• forhandle om INF-aftalen med Rusland, ikke trække sig ud;
• ensidigt reducere de militære udgifter med 10-20 procent;
• nedlægge mange af de over 600 baser i 130 lande;
• kraftigt reducere våbeneksporten;
• skrive under på verdensmajoritetens krav om afvikling af atomvåben;
• omlægge sin Iranpolitik fundamentalt og ophøre med sanktioner og krigstrusler.

Bare ét! Så ville det også være lettere at tro på total tilbagetrækning fra Syrien.

I juni 1963 holdt John F. Kennedy en banebrydende og intellektuelt-retorisk fantastisk tale om verdensfred og forsoning med Rusland. Fem måneder senere blev han myrdet.

Hvis Trump går samme vej, vil nogen formentlig vide at eliminere ham fysisk eller politisk. 



Jeg kan kun håbe, at 2019 bliver et bedre år for menneskeheden, og kloden og at denne klummes relative pessimisme bliver gjort til skamme.