Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, tweetede den 22. august, at “det er en fornøjelse at være vært for amerikanske og danske krigsveteraner til en barbecue og for at ære #WounderWarrior”-ugen. Disse forsamlinger minder os om de dybe bånd mellem vore to lande – @USAmbDenmark.”

Det tankeløst amoralske, militarismen og manglen på samvittighedsnag er nu USA’s “manifest destiny”. Det hedder også nedgang og fald.

Den ledsagedes af fire billeder, hvor man ser en masse veteraner, hende selv dels med Danmarks forsvarsminister, Trine Bramsen, dels med Anders Fogh Rasmussen.

Det fjerde er det mest hjerteskærende – Sands smilende siddende mellem to veteraner, hvoraf den ene har proteser på begge ben og en stærkt skadet højrearm og -hånd.

Man viser altså sin respekt for de skadede krigere – ikke for de døde krigere, (som det jo også ville være sværere at få til at komme). Og man mindes de specielt dybe bånd mellem Danmark og USA – vores fælles krige.

Hvem mindes ofrene

Mon ikke de fleste mennesker med empati og omsorg ville ære og mindes ofrene – ofrene derude i Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen? 

Men nej – ingen barbecue for dem, ingen dybe bånd, ingen smil. De var jo fjender, ukendte. Faktisk eksisterer de ikke – hvad enten de i dag er døde eller sårede eller handikappede for livet.

Ingen samvittighedsnag, ingen anger.

Ingen Wounded And Dead Victims Week.

Eller for at udtrykke det lidt mindre diplomatisk:

Ja, ambassadør Sands – disse møder skal netop ikke minde Dem og os om de stupide, folkeretskrænkende og fejlslagne (eller bevidst kyniske) krige, Danmark og USA har udkæmpet sammen, eller om de hundredtusindvis af sagesløse vore lande har dræbt og såret – eller handikappet for resten af livet – og heller ikke om de millioner af mennesker, hvis samfund og kulturer I har efterladt dér. Ødelagte.

Ingen skam. Ingen eftertanke.

Anders Fogh Rasmussen er der, fordi han i blind loyalitet med USA ledte Danmark i rollen som besættelsesmagt i fire år i Irak (uden FN-mandat) og for derefter, som NATO’s generalsekretær, at have forestået den totale ødelæggelse af Libyen (helt udenfor det begrænsede FN-mandat).


Altså ifølge en liberal tolkning af folkeretten: en ikke-dømt krigsforbryder.

Ingen skam dér heller.

Vestens krise

Vestens stadig dybere krise har også moralske dimensioner: Mangel på indlevelse, medfølelse og anstændighed i forholdet til “de andre” – de laverestående, som vi har en gudgiven ret til at banke på plads – den ulidelige lethed med hvilken et militaristisk imperium og dets vasalstater dræber.

Dermed glemmer dagens USA og dets ambassadør en vigtig side af sit eget land.

Den amerikanske – realpolitiske – professor Stephen Walt skrev for nylig en fremragende artikel med titlen “Der var engang en præsident, der hadede krig. Amerikanske eliter plejede at se krigen som en tragisk nødvendighed. Nu er de fuldstændigt afhængige af den.”

Det var Franklin D. Roosevelt, der i en tale i 1933 konkluderede: Jeg hader krig! Og man kunne nævne Eisenhowers advarsel om, at det militær-industrielle kompleks ville underminere demokratiet, J. F. Kennedys store tale om en ny fred i verden, få måneder før han blev dræbt, og Jimmy Carter i dag.

Eller Rosa Parks, Luther King, Jr., Einstein, Chaplin, Bob Dylan, Bob Rauschenberg og mange flere, som alle har sagt: Jeg hader krig!

Carla Sands, Fogh Rasmussen – og Trine Bramsen – har bekvemt glemt dét USA.

Det tankeløst amoralske, militarismen og manglen på samvittighedsnag er nu USA’s “manifest destiny”. Det hedder også nedgang og fald.

USA’s hovedsagelige bidrag til dagens verden er trusler og politiske, psykologisk, økonomisk og kulturelle krige, regimeforandringer, fuldspektrumsdominans, specialtropper og 600+ baser i 130+ lande.

Og smilende “sårede krigere”-festligheder.