Alfred Nobels fredspris er i næsten alle kredse og til alle tider blevet betragtet som den fornemste pris, man kan få i denne verden. Fred er jo normativt fint og et globalt ønske hos normale mennesker, og dem er der da flest af, heldigvis.

Der findes ingen priser for folkemordere eller dem, der har bombet flest lande til ruiner. Vi véd godt, hvad der normativt er ret og godt, selvom eksempler på det modsatte florerer. 

Modsat hvad mange tror, er det ikke en bred ”do good”-pris. Nobel ville bidrage til, at verdens militære arsenaler reduceres, og krigen afskaffes. 

Så de tre Rasmussener – Nyrup, Fogh og Løkke – får den nok ikke. Og dog, man véd aldrig, for Nobels Fredspris er i årtier blevet givet til folk, der ikke har en pind at gøre med Alfred Nobels testamente fra 1895.  

Han ville nemlig belønne et menneske, der i det forløbne år har gjort noget for at afskaffe stående hære, nedruste, holdt konferencer for fredelige løsninger på konflikter og fremme broder/søsterskab. Han ville støtte ‘fredsforfægtere’.

Er ikke en "do good"-pris

Modsat, hvad mange tror, er det ikke en bred ”do good”-pris. Nobel ville bidrage til, at verdens militære arsenaler reduceres, og krigen afskaffes. 

Prisen deles som bekendt ud i Oslo, fordi Norge indtil 1905 tilhørte Sverige. I sig selv var det en gestus for fred. I testamentet står der, at det norske storting skal oprette en komité, der skal vælge modtageren. Der står derimod ikke, at komitéen skal bestå af stortingsmedlemmer.

Som den eneste Nobelpris deles denne ud af folk, der ikke på nogen måde er fag- eller sagkyndige på området. Det ville vække et ramaskrig, hvis fysik- eller medicinprisen blev bestemt af politikere. Skønt der er 850 steder rundt om i verden, hvor der undervises i freds- og konfliktforskning, så betragter nordmændene ikke fred som et fagområde. Vel, en Norges-historie. 

I 2007 fik Al Gore prisen. Som Bill Clintons vicepræsident var han dog ansvarlig for bombninger i Afghanistan, Bosnien, Serbien-Kosovo og Sudan. Clinton brød alle løfter til Øst og begyndte ekspansionen af NATO, der har ledt os til Ukrainekonflikten og ny kold krig. Og Clinton opretholdt sanktionerne mod det irakiske folk, efter at en halv million var døde. 

Den norske jurist Fredrik Heffermehl og jeg besluttede os for, at nu kunne det være nok og indledte et arbejde med at skabe international debat om prisen og vinde den tilbage til fredelige mennesker.

I bogen Nobels Vilje, der senere er kommet på russisk, engelsk, kinesisk spansk etc., gjorde Heffermehl et fint stykke forskning på de 118 modtagere op til 2007 og bedømte, om de havde fortjent prisen eller ej i forhold til de fire ovennævnte kriterier. Og pegede på, hvem der burde kunne få prisen.

Prisen til EU

Den 4. december i år rejste vi sammen med en tidligere fredsprismodtager, en aktivist og mediepersonlighed så sag mod den svenske nobelstiftelse, der er ansvarlig for midlernes anvendelse i pagt med testamentet. Det officielle Norge har været uvillig til at samtale om den nok så solide dokumentation for, at prisen er blevet totalt politiseret og uddeles til mennesker, der som for eksempel Obama på ingen måde lever op til kriterierne eller ligefrem arbejder for krig og oprustning.

Konkrete har vi valgt prisen til EU i 2012. EU fandtes slet ikke, da arbejdet for et fredeligt Europa blev påbegyndt. EU består af nogle af verdens mest oprustede lande. To har atomvåben, og to-tre er værter for amerikanske atomvåben. EU har en militær komité, men ingen for fredelig konfliktløsning. EU har et formaliseret samarbejde med NATO, men ikke med hverken OSCE eller FN. EU-lande bomber hist og pist – Frankrig eksempelvis i Libyen 2011. 

Og den eneste gang man i et virkeligt vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål har talt med én stemme, som EU skal ifølge Lissabontraktaten, udløste man en storkrig: Da EU anerkendte Slovenien og Kroatien som selvstændige og trådte ud af Jugoslavien, blev krigen i Bosnien uundgåelig.

Vi har en god sag. Den, der mener det mindste med fred, bør støtte denne fredelige kamp for at generobre verdens fornemste pris og give den tilbage til fredens, ikke voldens, forfægtere.