Johnny Nim, formand for forretningen "Det Faglige Hus", har i artikler hen over sommeren beklaget sig over, at hans firma ikke kan blive anerkendt som medspiller på arbejdsmarkedet og blive berettiget til at indgå overenskomster.

Det er nu engang svært at bevare en fælles sikring af løn- og arbejdsforhold, hvis det kun er naboen, som skal betale hertil. 

Samtidig glæder han sig over, at flere LO-forbund har mistet medlemmer, og at nogle af disse er flyttet til "Det Faglige Hus", og dermed har været med til at gøre LO svagere.

Lad os allerede her slå fast, at alene på grund af sidstnævnte holdning vil "Det Faglige Hus" aldrig blive anerkendt af LO, for selve grundidéen i fagforeningerne er styrken ved at stå sammen og ikke at fryde sig over, at man selv får fremgang på andres bekostning.

Ja selv arbejdsgiverforeningerne, som fagforeningerne har indgået overenskomsterne med, får et skud fra Nims gevær, som skyder med spredehagl på alle, der ikke bakker Nim-forretningen op. 

"Det Faglige Hus" er og bliver en forretning, hvis overlevelse alene skyldes, at vi i Danmark fortsat har driften af A-kassen placeret i fagforeningen. På denne måde kan man via kontingentet herfra fastholde sin forretning, da indtægten kan dække de daglige driftsomkostninger.

Skulle politikerne på et tidspunkt finde på at flytte A-kassen over til Jobcentrene, vil "Det Faglige Hus" miste sit eksistensgrundlag og relativt hurtigt blive opløst.

Selvom dette umiddelbart kan lyde besnærende, ønsker vi i fagbevægelsen ikke at flytte A-kassen - ikke af økonomiske årsager, men fordi vi frygter, det vil give vores ledige medlemmer en dårligere service og mindre opbakning i dagligdagen.

Så hellere leve med Johnny Nim og "Det Faglige Hus" - som på mange måder er og bliver en vittighed, som ingen tager rigtig alvorligt. Undtaget dog politikere i Liberal Alliance og Venstre. Godt hjulpet af Jyllands-Posten forsøger de jævnligt at bakke op bag Nims ønske om at blive anerkendt overenskomstpartner. Men nævnte partier og avis, som repræsenterer kapitalen, har jo altid hadet fagbevægelsen, så deres opbakning er vel ikke så mærkelig.

Når alle andre ikke ønsker at give dem ret til at indgå overenskomster, skyldes det jo det faktum, at det kun kan ske gennem en stadig konkurrence om at tilbyde arbejdsgivere en billigere overenskomst, og dermed til ugunst for de ansatte.

Derfor er det da også et problem, når ansatte fravælger en LO-fagforening og usolidarisk lader sine arbejdskolleger betale gildet for selv at spare kontingent.

Det er her, vi som fagbevægelse skal tage kampen, og på samme måde som med det danske skattesystem forklare, at vi jo kun kan sikre gode forhold, hvis alle medvirker. Det er nu engang svært at bevare en fælles sikring af løn- og arbejdsforhold, hvis det kun er naboen, som skal betale hertil.

Det er her, vi skal bruge kræfterne, og så må Nim, "Det Faglige Hus" og deres få politiske venner lege videre i sandkassen.