29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampen mod overenskomst-dumping skal vindes

Blogs

Jan Guldmann
Næstformand 3F Randers
Næstformand for 3F Randers og gruppeformand for 3F Grafisk i Randers.
Blogindlæg af Jan Guldmann

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 23. oktober, 2012, 11:31:00

Kampen mod overenskomst-dumping skal vindes

Det er, indtil videre, et tænkt eksempel, denne uges faglige kommentar giver på fremtidens arbejdsvilkår. Men det kan blive til virkelighed, lyder advarslen.

Forestil dig, at det her er rigtigt:

SIDSTE NYT: 3F medlemmer arbejder 42 timer om ugen til 95 kr. i timen

TV-avisen kunne i går fortælle om en industrivirksomhed, hvor de 50 ansatte i produktionen har en fast ugentlig arbejdstid på 42 timer og en timeløn på 95 kr.

Der arbejdes i 2 holdsdrift, men de ansatte får ingen tillæg eller kortere arbejdstid. Direktør, Johnny Nimbus, oplyser, at virksomheden er startet for et års tid siden, har en fyldt ordrebog, og forventer flere ansættelser i den kommende tid.

Han forklarer det med virksomhedens lave lønomkostninger og høje arbejdstid, samt at de ansatte blandt andet ikke har ret til fem feriefridage og løn under sygdom, som ellers er gældende i branchen.

- Vi er derfor i den situation, at vi kan sælge vores produkter billigere end vores danske konkurrenter og endda kan konkurrere med udlandet. Det betyder nok, at flere af vores danske konkurrenter må lukke, da de slet ikke kan hamle op med vores priser. Deres lønudgifter og overenskomstmæssige forpligtigelser er meget højere end vores, men det er så til fordel for os, og vi græder jo ikke over, at en konkurrent må lukke, udtaler direktøren.

Han fortæller, at virksomheden ikke har haft problemer med at skaffe ansatte, til trods for at løn- og arbejdsvilkår er betydelig ringere end andre steder.

- Som situationen er i dag med stor arbejdsløshed, og hvor mange arbejdsløse har udsigt til at falde ud af dagpengesystemet, har vi en del ansøgere, som ellers ville ende på kontanthjælp. Også Jobcenteret har hjulpet os. De har presset nogle arbejdsløse til at tage arbejdet, da man ellers vil stoppe deres dagpenge, og vi har da også flere ansatte, som arbejder med løntilskud og dermed billigt for os.

Direktøren oplyser, at alt dette kun kan lade sig gøre, fordi man har indgået overenskomst med den nye arbejdsgiverforening Krifa-Polska, der er en udenlandsk afdeling af den danske Krifa.

- Vi har fået en god overenskomst, og indtil en anden arbejdsgiverforening en dag tilbyder os en endnu billigere overenskomst, fortsætter vi med Krifa-Polska. Så må vores danske konkurrenter ellers klare sig så godt, de nu kan. Vi er sat i livet for at tjene penge, og ser mere på overskuddet end på de ansattes vilkår. De har det da også bedre hos os end på kontanthjælp eller som ansat i Østeuropa, så de har ingen grund til at pive, slutter Johnny Nimbus.

TV-avisen har talt med flere Folketingsmedlemmer fra Venstre og Dansk Folkeparti, som er tilfredse med situationen.

De roser sig selv for at have fået vedtaget et forslag i Folketinget, som har gjort det muligt med en øget konkurrence om overenskomster.

Og så til virkeligheden:

Ja, det er hårdt at være på arbejdsmarkedet – specielt hvis forholdene bliver som dette eksempel, som heldigvis kun er en tænkt situation.

Men det er jo sådan virkeligheden hurtigt bliver, hvis Krifa og deres politiske venner får fjernet vores nuværende ret til at kæmpe for overenskomster med en LO-fagforening.

Det er lige netop derfor kampen mod restaurant Vejlegården er så vigtig, og skal vindes.

Det er derfor vi kæmper imod alle lovforslag om at begrænse vores ret til både at kræve og kæmpe for en overenskomst, og ikke vil konkurrere om, hvem der kan tilbyde den billigste overenskomst.

Anerkender vi Krifas aftale med Vejlegården som en retsgyldig overenskomst, vil vi jo også skulle anerkende andre og endnu billigere overenskomster som gyldige.

Sker det, er det nævnte eksempel lige pludselig ikke en historie, men virkelighed.

I dag er det en restaurant – i morgen kan det blive DIN arbejdsplads.