Der er efter OK 2017 skrevet meget om, at et stort antal medlemmer indenfor visse overenskomstområder stemte nej, men gennem sammenkædningsreglerne oplevede, at deres overenskomst alligevel blev vedtaget, fordi et samlet flertal stemte ja.

En ændring af reglerne om afstemning og sammenkædning kræver en bred debat i hele fagbevægelsen.

Det er dog ikke noget nyt. Det er sket de fleste gange, vi har haft en OK-afstemning, og på det grafiske område har vi ofte stået i den situation.

Vi har været vrede; ønsket reglerne om sammenkædning fjernet og erstattet af hvert områdes frie ret til at stemme nej - og dermed gå i konflikt. Selvfølgelig fordi vi har ment os stærke nok til at opnå et bedre resultat.

Vi ved ikke, om det var lykkedes, men uden tvivl har nogle områder haft den nødvendige styrke, mens andre ikke ville kunne klare sig uden hjælp fra de stærke områder.

En ændring af reglerne om afstemning og sammenkædning kræver derfor en bred debat i hele fagbevægelsen, så de stærkes ønske om frigørelse ikke efterlader de svage tilbage. Og en stærk gruppe i dag kan om 10 år jo have mistet sin styrke - spørg blot typograferne. 

Det er naturligt, at slagterne i NNF stemmer nej, når de ikke opnår et eget forlig. En frigørelse af reglen om sammenkædning ville være ønsket for dem, så de kunne gå i konflikt – men det er ikke sikkert, at en mindre og svag gruppe, som arbejdsgiverne ikke vil forhandle en aftale med, ønsker at skulle gennem en selvstændig konflikt. Det kan man spørge eksempelvis tekstilarbejderne om.

Problemet ligger et helt andet sted - hos os selv i fagforeningen, og det kan vi jo løse.

Et stort flertal af 3F’s medlemmer i byggeri og transport stemte nej til de forlig, deres egne forhandlingsudvalg havde indgået. Her er tale om et internt problem.

Det er jo ikke industriens skyld, at medlemmerne i de 2 store og magtfulde områder nu skal leve med en dårlig overenskomst. Det kunne de selv have sikret sig imod – hvis deres forhandlingsudvalg havde sagt nej til et forlig.

Så havde et flertal af 3F’s ledelse anbefalet nej, og en samlet konflikt på arbejdsmarkedet været en realitet. Og selvfølgelig ville industrien og andre, som havde sagt ja, så blive trukket med i konflikten. I hvert fald med de regler vi har i dag.

Derfor skal vi starte med at se indad. Sikre os, at et forhandlingsudvalg er i overensstemmelse med et flertal af sine medlemmer. Da vi selv vælger forhandlerne er det en mulig løsning.

Når det så er sagt, har jeg altid anerkendt en flertalsbeslutning. Jeg har kæmpet for mit synspunkt indtil afstemningen, men hvis et flertal beslutter noget andet, arbejder jeg videre herfra. Fortsat som medlem af fagforeningen og har så loyalt arbejdet for at medlemmerne fik det bedste ud af resultatet – uanset jeg havde ønsket det bedre.

Og det solidariske princip gælder for os alle – ellers har vi da først tabt.