Arbejdsretten gav dansk fagbevægelse fuld opbakning i kampen for at kræve en dansk overenskomst med det irske lavprisselskab Ryanair.

Vi accepterer nærmest stiltiende, at nye virksomheder og restauranter vælger at sige ”nej tak” til en dansk overenskomst.

Der var forud blevet sat stor synlighed på den sociale dumping, som ville blive resultatet, såfremt Ryanair fik lov at virke i Danmark uden en overenskomst.

Fordi det ville medføre ansatte, som skulle arbejde under dårligere vilkår end alle andre sammenlignelige ansatte, men også ville udgøre et angreb på de mange ansatte, som allerede var dækket af en overenskomst.

Derfor var kampen vigtig – og derfor var arbejdsrettens afgørelse ligeså vigtig.

Men vi glemmer tilsyneladende, at Ryanair ikke er den eneste virksomhed, som forsøger at slippe for en overenskomst, og dermed kan undgå at betale sine ansatte den mindsteløn og arbejdsmarkedspension samt de tillæg og feriefridage, som alle overenskomstdækkede er sikret.

Desværre bliver antallet af disse virksomheder flere og flere.

Og i fagbevægelsen som helhed gør vi desværre mindre og mindre.

Vi er nået til et punkt, hvor vi stiltiende nærmest accepterer, at nye virksomheder og restauranter vælger at sige ”nej tak” til en dansk overenskomst.

Med forklaringer som: ”vi har ikke de ansatte med os, restauranten har kun familie og venner ansat eller endda, at den kinesiske mafia står bag” anerkender og accepterer vi nærmest, at det så er i orden ikke at have overenskomst.

Vi legaliserer dermed et nyt og voksende ”wild-west” arbejdsmarked, hvor man ingen rettigheder har.

Det gælder også for de medlemmer, som senere anvises til et job på virksomheden, og dermed ikke sikres en overenskomstmæssig aftale.

Og værre endnu er vi med til, at der føres en stadig større konkurrenceforvridende kamp mod de firmaer, vi har en overenskomst med.

Dermed bringer vi deres ansattes – vores medlemmers – job i fare.

Det er bare ikke godt nok.

Når en samlet fagbevægelse kunne føre en fælles kamp mod et irsk flyselskab uden danske ansatte, bør vi også kunne stå sammen mod de virksomheder, som allerede er i Danmark og for manges medkommende endda har vores medlemmer blandt sine ansatte.

Vi kan ikke forvente, at nogle få medlemmer blandt de ansatte skal være de, som sætter gang i kampen for en overenskomst.

Til gengæld kan de forvente, at den stærke og solidariske danske fagbevægelse står sammen og tager kampen op.

Det kræver blot, at vi alle gør det, vi er valgt til og begynder kampen – også selvom det kan virke svært og den samlede borgerlige presse vil forsøge at udstille os som gammeldags.

Men det er ikke gammeldags at kæmpe – til gengæld vil en manglende kamp gøre, at man i fremtiden kun kan læse om den danske fagbevægelses kampe.

Så gode kammerat – hvis du og jeg starter vores lokale kamp, så gør de andre det også. Vi ses derude – der er mange som venter på os.