En dansk fagforening, som ikke kan sikre sine medlemmer en overenskomst, har ingen berettigelse. Så er det sagt.

Det danske arbejdsmarked styres af arbejdsmarkedets parter – fagforeningen og vores medlemmer samt arbejdsgiverforeningen og deres medlemmer.

Vejlegårds-konflikten fik sat spørgsmålet om betydningen af en overenskomst på dagsordenen. 

Sådan har det været siden 1899, hvor grundlaget for Den Danske Model blev lagt - den model som siger, at politikerne ingen indflydelse har på løn- og arbejdsforhold.

I stedet styres de alene af de overenskomster, parterne indgår, med minimumsgrundlag for lønninger, tillæg, arbejdsmarkedspension, opsigelsesvarsler m.v.

Desværre er det de senere år gået den forkerte vej.

Alt for mange virksomheder mangler i dag en overenskomst – enten fordi den ikke er medlem af en arbejdsgiverforening, som automatisk gør, at man omfattes, men også fordi fagforeningen får sværere ved at aftale en tiltrædelsesoverenskomst med arbejdsgiveren.

Hertil kommer de mange udenlandske underentreprenører, som med alle midler snyder og bedrager for at undgå en dansk overenskomst.

En stærk fagbevægelse

Men lad os nøjes med at se på de danske virksomheder, hvor det at sikre en overenskomst ikke burde være et problem for en stærk dansk fagbevægelse.

Der indgås fortsat mange overenskomster, og nogle fagforeninger skal roses for en aktiv handlekraft. Desværre er antallet af det modsatte støt stigende.

Har vi mistet troen på, at vi kan føre en eventuel konflikt til ende, så vi opgiver fra start?

Er vi slet ikke så stærke, som vi i skåltaler ellers gerne fortæller om? 

Eller er vi bange for, at de ansatte ikke er enige med os i kravet om en overenskomst, samtidig med, at landets liberale presse og borgerlige politikere står klar til at udråbe sig selv som væbner for en uskyldig arbejdsgiver, som udsættes for fagforeningens krav?

Sandheden findes sikkert som en blanding af disse spørgsmål.

Det er bare ikke godt nok.

Vejlegårds-konflikten gav os det bedste rygstød, vi nogensinde har fået, og fik sat spørgsmålet om betydningen af en overenskomst på dagsordenen. Den gave må vi ikke smide væk.

Indgåelse af en overenskomst skal ikke - og må aldrig blive - baseret på, om de ansatte ønsker det eller ej.

Overenskomsten er simpelthen fagbevægelsen eksistensgrundlag, og det må og skal være vores største forpligtigelse at sikre en overenskomst på de virksomheder, vi kræver retten til at organisere medlemmer på.

Et værn mod løndumping

Det er et værn mod løndumpning af vores medlemmer på de overenskomstdækkede virksomheder, ligesom et ledigt medlem trygt skal kunne tage arbejde på en ny arbejdsplads uden at frygte for, om man er sikret en minimumsløn, pension m.v.

Det er i øvrigt grotesk, når en nystartet restaurant giver udtryk for, at man fra start ikke har råd til at indgå en overenskomst men gerne vil vente et års tid for at se, hvordan forretningen går.

De får ikke sådanne aftaler med betaling af skat og moms. Derfor skal de ikke have det med de penge, de ansatte skal nyde godt af. Så må de lade være med at starte forretning.

Bliver det hele lovbestemt vil de pr. automatik blive afkrævet det fra 1. dag.

Fagbevægelsen skal stramme op, hvis vi også i fremtiden ønsker, at det skal være os, som har forhandlingsretten til overenskomsterne.

Alternativet bliver politisk indblanding.

Vi bestemmer endnu selv, men det forstætter ikke. Så lad os i fællesskab tage os sammen og gøre det bedre.