19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bosætterne påvirker alt!

Blogs

John Ekebjærg-Jakobsen
Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub
Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, som er en klub i 3F København.
Blogindlæg af John Ekebjærg-Jakobsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 24. september, 2014, 05:20:12

Bosætterne påvirker alt!

Efter en uge i Palæstina har de ti danske tillidsfolk fra 3F's Palæstina-netværk set utallige eksempler på, at det reelt er israelerne, der bestemmer. Her endnu en øjenvidneskildring fra ægteparret Annette og John Ekebjærg-Jakobsen om deres oplevelser af de forhold, palæstinenserne på Vestbredden påtvinges.

Den første uges tid har vi besøgt fagforeninger, arbejdspladser, OCHA (FN kontor), den danske repræsentation og Folkekirkens Nødhjælp. Vi har talt med palæstinensere på gaden, på arbejdspladserne og i beduinlejre. Alle har oplevet skræmmende konsekvenser af Israels bevidste bosætterpolitik, alle oplever bosætternes indflydelse i den palæstinensiske hverdag.

Oliventræer bliver fældet eller overtaget af bosættere, og landbrugsjord braklægges uden, at palæstinenserne får nogen kompensation. 

Den israelske arkitekt Eyal Weizman beskriver i sin bog "A civilan occupation", hvordan den israelske stats placering af bosættelser tager udgangspunkt i en nøje planlagt struktur med et eneste formål: At skabe grobund for udvidelse af israelsk territorier og udslette palæstinensernes eksistensgrundlag.

Når vi kører gennem Palæstina, ser vi disse bosættelser, der er placeret på toppen i et landskab. For at komme op til bosættelserne udbygges infrastrukturen -  veje, som kan bringe bosætterne til og fra. Veje der skærer sig gennem det, der før var palæstinensiske olivenlunde og marker. Oliventræer bliver fældet eller overtaget af bosættere, og landbrugsjord braklægges uden, at palæstinenserne får nogen kompensation. 

Militær, kloakvand og chikane af børn

Ikke nok med det. De resterende olivenlunde og landbrug nær bosættelserne må, af hensyn til "sikkerheden", ikke drives af palæstinenserne. Bosætterne har militæret som synlig garant for, at dette "hensyn" bliver overholdt. 

Derudover vælger nogle bosættere at chikanere de palæstinensiske naboer, når de er ude på deres tilbageværende marker. Vi hører beretninger om stenkast, kloakvand, der ledes ned over palæstinensiske marker og om børn, der chikaneres på vej til skole.

Vi hører beretninger om stenkast, kloakvand, der ledes ned over palæstinensiske marker og om børn, der chikaneres på vej til skole.

Den palæstinesiske fauna bliver heller ikke skånet. Flere bosættelser er oprettet i sårbare naturområder og en enkelt midt i en nationalpark. De israelske bosættere overgøder og bruger sprøjtemidler, så den oprindelige flora og fauna forsvinder/udryddes helt eller delvis.

De fleste har hørt om muren, som skærer gennem Palæstina. Men det er svært at forestille sig konsekvensen for de mange små landsbyer, der får langt til nærmeste hovedby på grund af bosættelserne.

Det sker, fordi israelerne vælger at blokere veje af sikkerhedshensyn eller anlægge veje kun til brug for bosættere. Det kan betyde mange timers ekstra kørsel på dårlige veje. Vi mødte en lokal fagforeningsformand i Jenin, som bor 13 km. fra Nablus. Han bruger 1,5 time hver vej i bil, fordi den oprindelige vej er spærret af.

Vand og skrald

Israel har taget kontrollen med 85 procent af grundvandet på Vestbredden. Alt dette vand har palæstinenserne brug for i deres husholdning og især i landbruget i de tørre somre. Bosætterne bruger masser af vand til kunstvanding, men også til svømmebassiner og haver midt i ørkenen. Desuden ledes en del vand til Israel.

Samtidig er palæstinenserne nægtet adgang til det meste af den frodige Jordan-dal, hvor de kunne drive landbrug. 

Bosætterne sætter dog stor pris på nogle af de områder, palæstinenserne har. Når de skal dumpe affald, sker det i de palæstinensiske områder.

Beduinerne truet af bosættelser

Efter krigen i 1967, hvor Israel besatte Gaza, Golanhøjderne og Vestbredden, blev beduinernes bevægelsesfrihed begrænset, så de hovedsageligt kunne bevæge sig frit på Vestbredden.

Efterfølgende er der oprettet mange bosættelser i områderne omkring beduinerne. For beduinerne betyder det yderligere begrænsninger i at opretholde deres kultur og grundlæggende livsbetingelser. Mange af beduinlejrene er nu truet af nye israelske bosættelser.

Kulsvierne

I nærheden af Jenin, laves der trækul på gammel kulsviermaner. Det betyder masser af røg og sort støv, når det blæser.

Selvstyret vil have disse arbejdspladser lukket af hensyn til beboerne i Jenin, som bliver større og rykker tættere på kulsvierne. Her arbejder ca. 1.500, som beskæftiger sig med transport af træ, brænding af trækul og transport af trækul.

Fagforeningen og arbejderne har ledt efter et egnet sted, og der er flere gode steder på Vestbredden. De ligger alle i område C og tæt på bosættelser, og derfor vil israelerne ikke give dem lov til at flytte.

Alternativet? 1.500 arbejdspladser lukker og palæstinserne skal importere trækul. Alene på grund af bosættelsernes store indflydelse på palæstinensernes hverdag!

Politisk terror

Hvis det i visse situationer er lykkedes for palæstinenserne at få sat en international dagsorden mod de ulovlige bosættelser, oplever flere landsbyer at deres biler, huse eller marker de næste dage bliver udsat for hærværk.

Hærværket er "signeret" med et "pricetag" fra den nærmeste bosættelse. Dette er en advarsel til palæstinenserne om, at bosættelserne bliver, og at bosætterne er parat med straf, indtil palæstinserne stopper kritikken.

Staten Israel er skurken

Det er vigtigt at huske, at bosætterne blot er et af mange redskaber i Israels kamp for at udslette Palæstina fra landkortet.

De palæstinensiske arbejdere er nogle af de største tabere i denne kamp.

For øjeblikket arbejder ca. 35.000 palæstinensere illegalt i bosættelserne. Dårligt arbejdsmiljø, lav løn, ingen forsikringer, vilkårlige fyringer og ingen mulighed for hjælp fra fagforeningerne.

Den palæstinensiske fagbevægelse må ikke - og når det drejer sig om palæstinensiske arbejdere - så vil Histadrut (israelsk LO) ikke.

Bosætterne bruger israelsk lov, når det passer dem, og ellers gælder militær lovgivning, idet området er besat.

FAKTA:

Palæstina består af Gaza-striben og Vestbredden

Efter Oslo-aftalen i 1993 blev det besluttet at dele Vestbredden op i tre områder.

  • Område A: De otte største byer, tre procent af Vestbredden. Selvstyret står for både det civile styre og sikkerheden

  • Område B: Områder omkring byerne, ca. 24 procent af Vestbredden. Selvstyret står for det civile styre og Israel og Selvstyret deles om sikkerheden (reelt er det israelerne, som står for sikkerheden

  • Område C: Mest landbrugsjord og natur, ca. 73 procent af Vestbredden. Israel bestemmer alt. Der må ikke bygges huse eller nye veje, og israelerne bestemmer, hvem der må få strøm og vand. Der bor kun 350.000 palæstinensere. Militæret råder over 21 procent af arealet, 9 procent er naturreservat. Bosættelserne dækker allerede nu 43 procent af arealet og udvider fortsat. De er 540.000, fordelt på 150 bosættelser og 100 "outpost" (skurbyer) 

Kilde: 3F's Palæstina-netværk


En faglig delegation fra 3F's Palæstinanetværk er i øjeblikket på besøg på Vestbredden for at besøge de fagforeninger, som 3F har kontakt til og samarbejder med. Ægteparret Annette og John Ekebjærg-Jakobsen blogger i Arbejderen under besøget, som varer 10 dage.