Den næste tid byder på dramatiske beslutninger på de faglige kamppladser. OK18 udvikler sig dag for dag, time for time, og de sidste nyheder vil måske overhale denne kommentar.

Går vi alle på gaden for at støtte de offentlige, så vil politikerne ikke turde tage opgøret.

Men først lidt om fusionen mellem de to hovedorganisationer LO og FTF. På fredag afholder de ekstraordinære kongresser, og både hos LO og FTF kan beslutningen om en fusion være på vippen. Groft sagt så findes skepsissen blandt FTF-organisationerne hos de medlemsorganisationer, som synes, at LO-organisationerne er alt for politiske. De FTF-organisationer mener ikke, at fagforbundene bør blande sig i politik på Christiansborg, regioner og kommuner. Omvendt så findes den største skepsis blandt de LO-organisationer, som synes, at FTF-organisationerne er upolitiske, og de frygter, at en ny hovedorganisation vil mangle initiativ og politisk slagkraft. Endelig er der mange fra LO-siden, som synes, at FTF mangler en tradition for at arbejde sammen lokalt.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes, det er en dårlig ide med en fusion – især på nuværende tidspunkt. En fornuftig køreplan kunne i stedet starte med et meget tættere samarbejde både lokalt og nationalt – det ville skabe brugbare resultater og bedre kampgejst fremfor en tvivlsom fusion, som risikerer at blive vedtaget med meget små margener.

Netop fælles kampskridt og lokale initiativer er der brug for lige nu i kampen for et fornuftigt resultat for offentligt ansatte.

I en tid hvor de offentligt ansatte får forringet deres arbejdsvilkår på grund af besparelser og rationaliseringer, så er det simpelthen en hån, at arbejdsgiverne snakker om at inddrage spisepauser, nægter at justere på lærernes påtvungne arbejdstidsaftale, løntilbageholdenhed, og at regionerne ønsker "fleksible arbejdsforhold". De mener, at en sygeplejerske skal være ansat i hele regionen, fremfor at være fastansat på ét hospital. Så lidt respekt for de ansatte, som aser og maser for at sikre et velfærdssamfund, vi alle kan være bekendt!

Lige nu bakker befolkningen op om de offentligt ansatte, og den opbakning er der brug for. Når konflikten og lockouten kommer, aflyses operationer, skoler og institutioner lukker og folk må aflyse ferier. Der vil komme mere eller mindre hysteriske historier i medierne, og vi skal alle ud og forklare, at skylden ligger hos de offentlige arbejdsgivere, som har valgt konflikten.

Hvis det ender med et regeringsindgreb, så skal vi være klar til at markere overfor politikerne, at vi ikke accepterer et indgreb ensidigt til fordel for arbejdsgiverne som vi så under lærerlockouten i 2013.

Men indtil da, de næste dage og uger, skal vi deltage i de offentliges kamp for at presse arbejdsgiverne. Hvis vi er stærke nok, hvis vi alle går på gaden for at støtte de offentlige, så vil politikerne ikke turde tage opgøret.

Jeres kamp er vores kamp!