Vi kører på hovedvejen mellem Ramallah og Nablus, på Vestbredden.

Mahdi, som er ansat på 3F's kontor i Ramallah, fortæller, at vejen har været lukket i 14 år og først er åbnet for nylig. En lukket vej betyder mindst en times ekstra kørsel ad dårlige veje. 

Arbejdskamp og frihedskampen i Palæstina kan ikke ses adskilt fra hinanden. ​ 

Under den nylige krig mod Gaza lukkede Israel vejen i 2 måneder. Vi er i palæstinensisk område, men det er Israel, der bestemmer.

Dette billedligøres, da vi længere nede ad vejen ser to flag i toppen af en række lygtepæle - det israelske flag - og et vi ikke kender. Vi hører, at det andet flag tilhører den bosættelse, som ligger på toppen af bjerget. Det giver uhyggelige mindelser om tempelridderne, der satte deres flag for at vise - at nu er vi her, og her bestemmer vi!

Vi er på 10 dages studietur med 3F's Palæstina Netværk for at styrke vores samarbejde med de palæstinensiske arbejdere og den palæstinensiske fagbevægelse. Vi har fra starten defineret, at vi vil koncentrere os om de faglige aspekter og fokusere på samarbejdet og solidariteten med de palæstinensiske arbejdere.

Besættelsen gør den faglige kamp svær

Der går dog ikke længe, før det, vi ser og hører, understreger, at det er umuligt at adskille konsekvenserne af Israels besættelse, den førte apartheidpolitik og de udfordringer, som de palæstinensiske arbejdere står over for: Check-points, vilkårlige tilbageholdelser, arbejdsløshed og elendige løn- og arbejdsforhold hænger uløseligt sammen. Med andre ord: Arbejdskamp og frihedskampen i Palæstina kan ikke ses adskilt fra hinanden. 

Programmet for vores 10 dage dage i Palæstina giver rig mulighed for at se problematikkerne i palæstinensernes komplekse hverdag.

Vi er i palæstinensisk område, men det er Israel, der bestemmer. 

Vores virksomhedsbesøg starter på et mindre mejeri i Nablus. Her er de fleste ansatte organiseret. De fortæller, at fagforeningen har prøvet at hjælpe med bedre arbejdstøj, ventilation og forbedret arbejdsmiljø i forhold til arbejde under store temperaturforskelle og i ammoniakdampe. Men der er helt klart plads til forbedringer. Medarbejderne nævner særligt de lave lønninger, som ikke har været genforhandlet i flere år, og manglende sundhedsforsikring. 

En arbejder på mejeriet tjener lidt over minimumslønnen. Mindstelønnen er ifølge palæstinensisk lov 1.450 shekel om måneden, der svarer til cirka 2.150 danske kroner. 

Løn og arbejdsmiljø

En af de ansatte fortæller: "Jeg har fem børn, jeg skal brødføde. Det kan ikke lade sig gøre med den her løn." 

Fagforeningsmanden siger, han gør, hvad han kan, men virksomheden har ikke råd til højere løn under de nuværende omstændigheder!

Heftig debat mellem arbejder, tillidsrepræsentant og fagforeningsmand på mejeriet i Nablus.

Der er flere genkendelige oplevelser fra vores danske arbejdspladser. Blandt andet omtaler direktøren virksomheden som "en stor familie." 

Mindstelønnen er ifølge palæstinensisk lov 1.450 shekel om måneden, der svarer til cirka 2.150 danske kroner. 

Et andet virksomhedsbesøg tager udgangspunkt i arbejdsmiljøet. På aluminiumsfabrikken, som er en moderne fabrik, er der ikke nogen tillidsmand eller nogen faglige aftaler med PGFTU, der svarer til det danske LO. Samarbejdet mellem virksomhed og fagforening handler alene om arbejdsmiljø, hvilket på alle måder virker til at være i top.

Virksomhedens historie afspejler, at ikke kun de palæstinensiske arbejdere rammes af Israels besættelse. Også kapitalen er underlagt Israels magt. Direktøren fortæller, at israelerne har stoppet store dele af fabrikkens produktion. Blandt andet fordi et af produkterne, store profiler i aluminium, ifølge israelerne, kan bruges til at forstærke tunneler!

Overskud trods israelske sanktioner

Israels sanktioner betyder, at virksomheden har kørt med underskud i en del år, men gennem nyudvikling og knowhow er udviklingen imidlertid vendt. Virksomheden har de sidste to år haft et overskud på 1 million dollars om året. Alligevel får de 200 arbejdere på fabrikken kun lidt mere i løn end mejeriarbejderne.

Vores oplevelse er, at der også på denne fabrik er plads til forbedringer i forhold til organisering og lønforhold.

PGFTU fortæller, at selv om der er en lov om mindsteløn, så er det ikke alle arbejdsgivere, som overholder dette. Nogen steder får kvinderne kun 60 procent af den alt for lave mindsteløn.

Også kapitalen er underlagt israelernes magt. De har stoppet store dele af aluminiumfabrikkens produktion.

Problemet er, at der er stor arbejdsløshed, og ingen tør brokke sig over lønnen. Derudover er der mange palæstinensere fra Vestbredden, som arbejder i Israel, og her hverken kan eller må den palæstinensiske fagbevægelse komme.

Cirka 30.000 personer fra Vestbredden arbejder legalt i Israel, 35.000 arbejder illegalt og 35.000 arbejder i bosættelser. En del af disse arbejdere betaler mellemhandlere for at få arbejdet, hvilket forringer deres vilkår yderligere.

Efter de første dage er vi fyldt med deprimerende oplevelser og håbløse fortællinger,  som kun opvejes af mødet med palæstinensere, som er åbne, imødekommende og gerne vil dele ud af deres erfaringer.

De virker glade for vores besøg og fortæller, at deres håb for fremtiden bedst kan lykkes ved udbredelse af konsekvenserne af Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Det er netop hovedpointen i vores besøg. Gennem vores fagforeninger vil vi øge forståelsen og solidariteten med de palæstinensiske arbejdere og folk.

Bosættelsesflag på hovedvejen til Nablus.

Den faglige delegation fra 3F's Palæstina-netværk består af 10 personer fra fem forskellige afdelinger - Aalborg, Bornholm, to Københavnerafdelinger og Odense. Tre af deltagerne er aktive i 3F Ungdom. Besøget varer 10 dage.