09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi forbereder os på OK 2014

Blogs

John Ekebjærg-Jakobsen
Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub
Formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, som er en klub i 3F København.
Blogindlæg af John Ekebjærg-Jakobsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 10. december, 2013, 05:44:24

Vi forbereder os på OK 2014

Regeringen har med finansloven forsøgt at lægge gift for forhandlingerne om OK 2014. Nu er det op til aktive faglige kræfter at sikre, at kampen mod social dumping bliver et centralt tema i forhandlingerne.

I stilladsklubben i København holder vi åbne bestyrelsesmøder – en gammel tradition, som har været holdt i hævd i årtier.

For 14 dage siden mødte der otte ”ikke-bestyrelsesmedlemmer” op til mødet, men dagen efter kom kun 6 af dem til generalforsamling i fagforeningen. Ugen efter mødte der mere end 100 af medlemmerne op til vores klubmøde.

Et demokratisk problem for vores fagforening vil nogen mene?

Både FOA og 3F har erkendt, at der er brug for aktive tillidsfolk og klubber.

Det er det da også, men jeg mener først og fremmest, at det er udtryk for, at basisdemokratiet virker. Mine kolleger har stor interesse i, hvad der sker i klubben, og derudover så regner de med, at klubbestyrelsen ”kalder”, hvis der er brug for at ” slå i bordet”.

Jeg er ikke enig i den holdning, og vi har gennem årene prøvet med pisk og gulerod. Vi har prøvet at argumentere for, at vi ikke står så stærkt, hvis vi kun møder nogen få op fra branchen. Svaret er det samme; ”I kalder, når der brug for os”. Vi prøver fortsat, men har erkendt at de kun kommer, når vi for alvor ”kalder”

Finanslov og OK 2014

Arbejderen og mange andre har skrevet om den forfærdelige finanslov med de borgerlige. Men jeg synes, der er brug for fremadrettet fokus på social dumping. 

Regeringen ville kun skrive kædeansvar og kampen mod social dumping ind i finanslov-aftalen, hvis følgende blev skrevet med; ” anvendelse af arbejdsklausuler skal være i overensstemmelse med EU-retten”.

Hvorfor ville regeringen absolut have denne tekst med?

At Corydon og Margrethe er imod sociale klausuler, hersker der ikke nogen tvivl om. Bjarne Corydon erkendte allerede i starten af november, at kædeansvar ikke er i strid med EU-retten. Københavns og Gentofte Kommuner har undersøgt lovligheden af disse klausuler.

Regeringens motiv har derfor klart været at lægge gift for de kommende forhandlinger om OK 2014. Mange, med de faglige ledere i spidsen, har da også understreget, at forliget om finansloven gør, at det er sværere at kæmpe for kædeansvar!

Men de tager fejl - det gør alle os aktive vrede og kampklare!! Og vi skal nok overbevise vores kolleger om, at vi er ligeglade med, hvilke motiver Corydon, Vestager, Hjort Fredriksen og alle de andre måtte have.

Kampen mod social dumping vokser

Forhandlingerne om OK 2014 er så småt i gang, og kampen for redskaber mod social dumping i OK 2014 begynder for alvor i januar. Det kræver, at aktive arbejdspladser, tillidsfolk og brancheklubber skal i centrum, så kollegerne kan mærke, at det nytter at kæmpe.

Selvom det er 15 år siden, at der sidst blev stemt nej til en overenskomst, så står det stadig som et lysende eksempel i dag.

I 1998 troede kun få på et nej, men kombinationen af vrede kolleger og aktive tillidsfolk og nogle arrogante arbejdsgivere gjorde, at folk stemte nej, kæmpede i to uger og vandt den 6. ferieuge.

Hvis vi skal have den samme sejr i kampen mod social dumping - både i 2014 og fremover - så kræver det, at vores kolleger har aktive tillidsfolk og klubber, som de tror på og stoler på.

Både FOA og 3F har erkendt, at der er brug for aktive tillidsfolk og klubber.

FOA afholdt i april et stort tillidsmandsmøde, og i går havde 3F samlet 1.000 tillidsfolk i Odense for at diskutere organisering.

Så mine kolleger kan roligt regne med, at der bliver kaldt på dem – igen og igen de næste måneder.