Så skete det igen: Et skybrud ramte København og gjorde livet besværligt for Københavnerne. Udover at fylde kældrene med vand fyldte begivenheden medierne med indslag, der mestendels handlede om, hvorfor Kommunen dog ikke havde gjort noget mere for at afværge den slags episoder.

I Sibirien er der fundet store kratere i landskabet, som skyldes pludselig frigivelse af metangas som følge af optøning af de permafrosne jorde.

Jamen, herre jemini: Hvad skal Kommunen dog gøre? Jo, man kan da forbedre kloaksystemet her og der. Man kan lave bassiner til at holde på vandet ligesom man kan forsøge at lede vand fra befæstede arealer, herunder folks hustage, uden om kloaksystemet. Og alt det og mere til har kommunen jo faktisk investeret ganske mange milliarder i siden det sidste store skybrud i 2011.

På den måde kan man reducere skaderne, men afværge skybryd og de heraf afledte følgevirkninger, det står altså lige så lidt i kommunens magt, som det står i nogens magt at forhindre de stadigt hyppigere episoder med ekstrem tørke, voldsomme storme eller den snigende, men stadigt mere tydelige stigning af vandstanden i alverdens have. Alt det er jo blot konsekvenser af de globale klimaforandringer, hvis følger vi nu begynder at mærke på stadigt flere områder af tilværelsen og i stadigt flere egne af kloden.

Hullerne i Sibirien

Således har vi denne sommer været vidne til adskillige klimarelaterede begivenheder, som er langt mere foruroligende end skybruddet i København, men som har fået langt mindre opmærksomhed fra medierne: En af dem var nyheden om, at man i Sibirien har fundet store kratere i landskabet, som skyldes pludselig frigivelse af metangas som følge af optøning af de permafrosne jorde. Hvis den udvikling fortsætter vil det føre til en voldsom acceleration af klimaforandringerne.

En anden foruroligende nyhed: Afsmeltningen af den grønlandske indlandsis har i år har været rekord stor – og hvad værre er. Den accelererer med stadigt stigende hast.

Disse og mange flere tegn peger stadigt mere entydigt på, at hele vort klimasystem er kommet alvorligt ud af balance. Derfor byder fremtiden på udfordringer, der er langt alvorligere end vand i vore kældre hvert 3. år eller 4. år. Alligevel fortsætter vi den nuværende katastrofekurs så godt som med bind for øjnene!

En ond cirkel

Vort samfunds politiske ledelse har således øjnene rettet mod helt andre spørgsmål. For dem har økonomien den højeste prioritet, ja, til tider får man det indtryk, at de kun kan tænke i økonomi. Og det er et problem al den stund, at vort nuværende økonomiske system er sådan indrettet, at det kommer i krise med mindre økonomien konstant vokser. Derfor handler den økonomiske politik om at skabe vækst, hvilket betyder at vi skal producere mere, bygge mere, arbejde mere, forbruge mere, transportere os mere osv. osv. Og det kan vi kun gøre ved at trække stadigt flere naturressourcer op af jorden og lede stadigt 
flere affaldsstoffer ud i vort miljø. Herunder CO2 og de andre klimagasser, som altså nu er i færd med at destabilisere vort klima.

Men, lige præcist den sammenhæng nægter de fleste politikere – og med dem desværre størsteparten af befolkningen – at se i øjnene. Tværtimod forsøger de at skjule den, når de hævder, at der ingen modsætning er mellem økonomi og miljø, for hvis vi bare satser på ”grøn vækst” kan vi få det hele! Men, det er og forbliver en løgn – endda en temmelig sort en af slagsen.

Aktiekursernes himmelflugt og vand i de københavnske kældre er ganske enkelt to sider af samme sag. Stræber vi efter det første er konsekvensen uvægerligt det andet. Og omvendt: Vil vi undgå det sidste må vi gøre noget alvorligt ved det første. Så enkelt er det – og alligevel forekommer det åbenbart stadig de fleste uendeligt svært at forstå. At overvinde det skisma er vores store udfordring!