Selvom den forhenværende ’røde’ regering lod meget tilbage at ønske, fordi den på lange strækninger valgte at føre blå politik, så har den nyvalgte blå regering meldt klart ud, at den agter at føre kulsort politik – i hvert fald på miljøområdet.

Får regeringen held med sit forehavende bliver vi bombet 50 år tilbage på miljøområdet – til tiden før miljøministeriets dannelse. 

Konturerne af denne så vi allerede, da de nye ministre var udpeget og deres ministerområde fastlagt: Miljøministeriet blev lagt sammen med Fødevareministeriet i et nyt Ministerium for Fødevarer og Miljø. Samtidig blev hele planområdet overflyttet til Erhvervs- og Vækstministeriet ligesom Klimaministeriet blev til et nyt Energi-, Forsynings- og Klimaministerium, hvortil vigtige dele af vandpolitikken er blevet overført fra Miljøministeriet. 

Den samlede konsekvens af disse om-rokeringer er, at Miljøministeriet de facto er nedlagt. Fremover skal miljøpolitikken varetages af ministerier, der har erhvervsinteresser som primært interesseområde.

Økonomisk vækst bliver pejlemærket

Hele naturdelen i det tidligere miljøministerium bliver nu underlagt fødevareinteresser ligesom Planloven nu skal forvaltes af et ministerium, der har økonomisk vækst som overordnet pejlemærke. Samtidig bliver klimapolitikken til et appendiks i et ministerium, der nu har et helt andet fokus.

Til disse organisatoriske ændringer skal man så føje alle de politiske udmeldinger, den nye regering er kommet med. For det første meldingen om, at Planloven skal liberaliseres så man blandt andet kan bebygge kystzonen og etablere superindkøbscentre i udkanten af alle større provinsbyer. Dertil meldingen om, at randzonerne langs vore vandløb skal sløjfes. Og endelig meldingen om at Danmark generelt skal ophøre med at være foregangsland på klimaområdet. 

Alt dette og mere til markerer en generel ny-orientering af hele miljø- og klimapolitikken og for at berede vejen hertil skal den offentlige opinion bearbejdes.

Vi bombes 50 år tilbage

Det er i det lys man skal se forslaget om at trække Bjørn Lomborg hjem fra hans eksil i Prag, så han igen kan skabe forvirring i debatten. Indtil videre har de konservative blokeret for at sætte Lomborg direkte på finansloven, men lur mig om ikke denne fusentast alligevel bliver begunstiget med en større sum penge. For regeringen har brug for en mand som ham, hvis den skal gøre sig håb om at ændre opinionen. 

Får regeringen held med sit forehavende bliver vi bombet 50 år tilbage på miljøområdet – til tiden før miljøministeriets dannelse. I miljøbevægelsen må vi spørge os selv om, hvordan det dog er kommet dertil. Og det ovenikøbet i en tid, hvor det står mere klart end nogensinde, at vi er på katastrofekurs i forhold til vores naturgrundlag.

Vores hidtidige strategi har tydeligvis været utilstrækkelig, men hvad har vi gjort galt? Måske har vi spildt vores tid med at overtale det pænere borgerskab om at opføre sig miljøansvarligt? Måske er tiden inde til at melde klart ud, at vi står overfor et fundamentalt valg: Vi kan enten fortsætte den nuværende kurs, der frem for alt andet handler om økonomisk vækst. Eller vi kan satse på at redde vores klode!