Vi kommer ikke udenom, at klimakamp nødvendigvis må være klassekamp, ligesom klassekamp nødvendigvis må være klimakamp.

Miljøkampen i almindelighed og klimakampen i særdeles burde være hjerteblod for arbejderbevægelsen.

Det hænger sammen med, at klimaforandringerne først og fremmest er skabt af de riges overdådige forbrug, mens konsekvenserne i form af tørke, storme og ekstreme vandmasser især rammer de fattige.

Hertil kommer, at kapitalismen – det samfundssystem som de rige har skabt – har et indbygget krav om konstant økonomisk vækst, for uden vækst kan kapitalen ikke fortsætte med at avle ny kapital, hvilket ville betyde enden for kapitalismen.

Klimakampen og arbejderbevægelsen

Men konstant økonomisk vækst betyder jo stadigt accelererende rovdrift på såvel mennesker som natur, hvilket i dag har nået et omfang, så hele vort naturgrundlag, herunder klimaet, gisper efter vejret.

Derfor burde miljøkampen i almindelighed og klimakampen i særdeles være hjerteblod for arbejderbevægelsen, ligesom man skulle forvente, at denne stolte bevægelse gik forrest i kampen for at kræve grundlæggende forandringer af det system, der nu truer den menneskelige civilisation på livet.

Men sådan forholder det sig desværre ikke – i hvert fald ikke indtil videre.

Mens stadigt flere forskere kræver grundlæggende systemforandringer, skoleelever strejker for at råbe politikerne op, og unge aktivister laver markante aktioner over hele verden, så er fagbevægelsen bemærkelsesværdigt passiv, når det kommer til klima og miljø.

Det er noget, en sekretær i Fagbevægelsens Hovedorganisation tager sig af, ikke et spørgsmål der præger dagsordenen på kongresser, i hovedbestyrelser eller i det daglige arbejde. Det var heller ikke noget, der fyldte alverden på dette års 1. maj-møder landet rundt.

En ny alliance

Det bliver der nu gjort noget ved. Fredag den 3. maj blev der nemlig stiftet en ny ’alliance for en grøn og retfærdig omstilling’ af vore samfund med navnet: ”Broen til fremtiden”.

Alliancen omfatter på den ene side en række landsdækkende fagforbund som FOA, PROSA, Dansk Magisterforening, ingeniørforeningen IDA, Lægeforeningen med flere og på den anden side en række grønne organisationer som Naturfredningsforeningen, Greenpeace, NOAH med flere.

Endelig deltager også Forskernes Klimanetværk, der repræsenterer omkring 300 kritiske forskere rundt omkring på vore universiteter.

Formålet med alliancen er at bygge bro mellem forskellige aktører i samfundet, ikke mindst mellem miljø- og klimabevægelsen på den ene side og fagbevægelsen på den anden.

I grundlaget rejses en række markante overordnede krav om hurtig afvikling af CO2-udledning, stop for olie- og gaslicenser i Nordsøen, omstilling til bæredygtig kollektiv trafik med mere.

Men først og fremmest lægger initiativet op til, at de deltagende faglige organisationer sammen med forskere og grønne organisationer får taget hul på en konstruktiv dialog om, hvordan man kan fremme den grønne omstilling indenfor de respektive fagområder.

Hvor er Fagbevægelsens Hovedorganisation?

Desværre glimrer en række tunge forbund indenfor det tidligere LO-område indtil videre ved sit fravær i denne nye alliance. Måske man er nervøs for, at dialogen mellem fagforeninger, grønne organisationer og kritiske forskere vil smide grus i maskineriet i forhold til det tætte samarbejde, der historisk er etableret med arbejdsgiversiden.

Dette klassesamarbejde hviler på en gensidig accept af fortsat økonomisk vækst som selve grundlaget for samfundsudviklingen, men det er jo netop dette grundlag, vi er nødt til at gøre op med, hvis vi skal undgå den klimakatastrofe, der tydeligere og tydeligere viser sig i horisonten.