Under overskriften ’Grøn kapitalisme er sort løgn’ argumenterede jeg i min sidste klimakommentar for, at hensynet til natur og miljø modsiger selve kapitalismens logik, hvorfor ’grøn kapitalisme’ altså er en selvmodsigelse. Spørgsmålet er om der findes en ’grøn socialisme’?

Ser vi på de historiske erfaringer, må svaret umiddelbart være nej, og det gælder for såvel den socialdemokratiske som den kommunistiske gren af den socialistiske bevægelse. I de lande hvor ’socialdemokratismen’ historisk har stået stærkt, især i Vesteuropa efter 2. Verdenskrig, har kombinationen af økonomisk vækst og massive miljøødelæggelser i den grad præget samfundsudviklingen. I de nordiske lande, hvor man mest målrettet har sat velfærdsstaten i system, har man ovenikøbet udviklet en økonomi, der hører til blandt de mest ressourceforbrugende og miljøbelastende i verden.

En økologisk udvidelse af den socialistiske tanke forudsætter et opgør med den side af socialismens idegrundlag, der ukritisk hylder ’produktiv-kræfternes udvikling’.

Bedre står det ikke til i de lande, hvor kommunismen traditionelt har stået stærkt. I Sovjetunionen og de tidligere øst-lande var rovdrift på naturressourcerne en integreret del af planøkonomien ligesom natur- og miljøhensyn blev opfattet som en by i Sibirien. Det samme gør sig gældende i dagens Kina, hvor man i øvrigt af hensyn til den økonomiske vækst har sluppet markedskræfterne løs og derfor i dag er ved at kvæles i røg og møg.

En konsekvent økologisk tænkning synes med andre ord at være lige så fremmed for socialister af forskellig observans, som den er for liberalister. Man kan sige, at socialismen og liberalismen udgør to forskellige grene på den samme stamme, for de er begge børn af det moderne oplysningsprojekt, der jo satte videnskab og teknologisk beherskelse af naturen på dagsordenen.

De udgør med andre ord to forskellige varianter af en fælles fremskridtstænkning, der har menneskets frigørelse fra naturgrundlaget som overordnet perspektiv.

Men en konsekvent frigørelse fra naturen forudsætter en lige så konsekvent beherskelse af den, hvilket i dag rammer os som en boomerang i form af en regulær økologisk krise, hvor klimaforandringer blot udgør et enkelt aspekt. Derfor er vi nød til at nytænke hele det moderne projekt, herunder dets to ideologiske hovedstrømninger, liberalismen og socialismen. For mit eget vedkommende opfatter jeg det som udsigtsløst at ’reformere’ liberalismen, da en ’grøn kapitalisme’ som sagt er selvmodsigende. Derfor må en nytænkning her indebære et reelt brud.

En ’grøn socialisme’ er derimod ikke principielt utænkelig, tværtimod kunne man sige, at socialismens betoning af fællesskabet frem for individet godt kunne udvides til at inkludere naturen frem for alene at fokusere på det sociale aspekt. Men en sådan økologisk udvidelse af den socialistiske tanke forudsætter dog et ret fundamentalt opgør med hele den side af socialismens idegrundlag, der hidtil ganske ukritisk, ja, nærmest begejstret, har hyldet ’produktivkræfternes udvikling’, som blot er et andet ord for menneskets naturbeherskelse.