11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grøn omstilling kræver et opgør med ledelsesretten!

Blogs

John Holten-Andersen
Lektor emeritus ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH’s bestyrelse
Uddannet civilingeniør. Har i de sidste 25 år arbejdet med natur, miljø og klima med særligt fokus på de samfundsmæssige forandringer der er nødvendige for at undgå et økologisk kollaps – lokalt og globalt. Var i 2009 med til at organisere den alternative klimakonference Klimaforum09. Er medlem af bestyrelsen i miljøorganisationen NOAH.
Blogindlæg af John Holten-Andersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 02. december, 2014, 08:44:46

Grøn omstilling kræver et opgør med ledelsesretten!

Vi kan ikke længere overlade det til kapitalejerne at beslutte, hvad der skal produceres og hvordan. Både som samfundsborgere og som ansatte må vi gå i flæsket på arbejdsgivernes ret til at bestemme over vort arbejde!

Torsdag den 6.november blev der ved Aalborg Universitet holdt åbningskonference for initiativet PLAN2B. PLAN2B er et samarbejde mellem faglige tillidsfolk, grønne græsrødder og forskere, som arbejder for at fremme en bæredygtig omstilling af vort samfund. 

Hele vores produktions-filosofi skal med andre ord ændres – hvilket kun er tænkeligt, hvis fagbevægelsen og dens mange medlemmer aktivt engagerer sig i den grønne omstilling

Denne omstilling betyder, at vi markant skal reducere vort træk på naturens ressourcer, hvorfor vi skal til at fremstille produkter med høj kvalitet og lang levetid, og hvor de anvendte materialer efter endt brug kan genanvendes og dermed på ny indgå i det økonomiske kredsløb. Vi skal med andre ord lukke vore ressource-kredsløb og skabe det, man kalder for en cirkulær økonomi. Den øvelse kræver flere hænder i alle led af kredsløbet, hvorfor den grønne omstilling altså i bund og grund betyder flere jobs, særligt manuelle jobs!

En bred alliance

På konferencen var der blandt andet oplæg fra LO’s næstformand Lizette Risgaard, Asbjørn Wahl fra det norske initiativ For Velfærdssamfundet, Christian Poll fra Danmarks Naturfredningsforening og Ulrik Jørgensen fra Aalborg Universitet. De gav alle deres tilslutning til dette nye samarbejde mellem fagbevægelsen, miljøbevægelsen og engagerede forskere. For som Asbjørn Wahl formulerede det, så kan vi kun vinde miljø- og klimakampen, hvis vi formår at skabe en bred folkelig bevægelse fra neden, der formår at udfordre den etablerede økonomiske tænkning og de herskende magtforhold. 

Det kræver på sin side, at miljøbevægelsen og fagbevægelsen må åbne sig for hinandens forskellige udgangspunkter. Miljøbevægelsen må således anerkende, at det velfærdssamfund, vi i dag alle nyder godt af, først og fremmest er arbejderbevægelsens fortjeneste. Og at det aldrig var blevet til noget alene gennem snak, men tværtimod har krævet en lang og hård kamp for erobring af magtpositioner, som i dag er i færd med at blive rullet tilbage af den globaliserede finanskapitalisme og dens neoliberale doktriner.

Vækstkapitalisme hører fortiden til

Omvendt må fagbevægelsen anerkende miljøbevægelsens pointering af den fremadskridende krise for natur, miljø og klima. Den udfordring kan kun imødegås gennem en grundlæggende forandring af vort samfunds økonomiske indretning, herunder ikke mindst af den måde vi producerer og forbruger på. Den klassiske vækstkapitalisme hører fortiden til, hvorfor vi fremover ikke kan regne med, at nye arbejdspladser kan skabes ved en simpel udvidelse af produktionen. Tværtimod skal vi til at vende os til at producere mindre, men det vi producerer skal til gengæld have en højere kvalitet, hvilket betyder, at det skal involvere en større arbejdsindsats. 

Hele vores produktionsfilosofi skal med andre ord ændres – hvilket kun er tænkeligt, hvis fagbevægelsen og dens mange medlemmer aktivt engagerer sig i den grønne omstilling. Vi kan ikke længere overlade det til kapitalejerne at beslutte, hvad der skal produceres og hvordan. Både som samfundsborgere og som ansatte må vi gå i flæsket på arbejdsgivernes ret til at bestemme over vort arbejde!