"There is enough for everyones need, but not for everyones greed" sagde den indiske frihedskæmper Mahatma Gandhi, som altid var god for en klog kommentar.

Den økologiske krise kalder på selvransagelse også blandt socialister, eller måske især blandt socialister.

Vores problem i dag er, at vi lever i et økonomisk system, der hylder grådigheden efter at tilegne sig stadigt mere rigdom. Det kræver beslaglæggelse af stadigt flere ressourcer, hvilket igen fører til en fremadskridende forarmelse af natur, miljø og klima.

Kapitalisme er grådigheden sat i system: Profitmotivet, konkurrencemekanismen og akkumulationstvangen handler om at fodre den grænseløse grådighed på individuelt såvel som på samfundsmæssigt niveau.

Profitten er drivkraften

Den grænseløse rigdomstilegnelse - altså kravet om permanent økonomisk vækst - kræver en tilsvarende grænseløs teknologisk beherskelse af naturen. Det er på sin side kun muligt i kraft af tilsvarende beherskelse af mennesket. Mennesket skal ganske enkelt gøres til slaver i rigdomsproduktionens tjeneste, hvilket forudsætter en klasse af ideologiske og praktiske indpiskere, der kan få slaverne til at makke ret.

Under kapitalismen er det kapitalen og dens håndlangere der svinger pisken, men det sker på en djævelsk sindrig måde, for arbejderen fremstår jo som et suverænt individ, der tilsyneladende frit kan sælge sin arbejdskraft til højstbydende. På den måde er størsteparten af befolkningen blevet indrulleret i grådighedens logik, selvom nogen godt nok får uanstændigt meget, mens andre må nøjes med uanstændigt lidt.

Skæv fordeling

Det er denne skævhed i fordelingen af rigdommene, der først og fremmest har anfægtet socialister. Det har ført til etablering af fagforeninger, der kollektivt kunne sikre arbejdernes løn og ansættelsesvilkår, samt etablering af en velfærdsstat, der til en hvis grad kunne omfordele rigdommene.

Selve rigdomsproduktionen som sådan har man imidlertid ikke stillet spørgsmålstegn ved, og derfor er liberalister og socialister som regel rørende enige om at økonomisk vækst er vejen frem. At det samtidig er den direkte vej til en accelererende ødelæggelse af natur, miljø og klima fornægter man hårdnakket!

Derfor kalder den økologiske krise på selvransagelse også blandt socialister, eller måske især blandt socialister. Vi må indse at omsorgen for mennesket og omsorgen for naturen ikke kan skilles ad, men tværtimod må anskues som to sider af samme sag.

Miljøkampen og den sociale kamp kan ikke føres som to adskilte kampe, men må integreres på alle niveauer. Miljøbevægelsen og de sociale bevægelser – herunder især fagbevægelsen – må gå i dialog med hinanden og udvikle en fælles vision og hertil hørende strategi for overgangen til et samfund, hvor ydmyghed, nøjsomhed og nænsomhed træder i stedet for den brovtende grådighed, der er indkodet i kapitalismens DNA. 

Og husk så klimademonstrationen d.29. november som optakt til klimatopmødet i Paris, se www.climateactiondenmark.dk