Her en uge efter afslutningen af det 19. møde i FN’s institution for internationale klimaforhandlinger, det såkaldte COP19, ville det være oplagt at skrive en kommentar om denne begivenhed.

Problemet er imidlertid, at der ikke er noget at skrive hjem om, for ved Gud hvilken gang er forhandlerne gået hver til sit uden at løse et eneste problem. Derfor vil jeg hellere bruge min spalteplads til, at give et bud på, hvordan vi kan smede en folkelig klimabevægelse fra neden, når nu de kloge og magtfulde foroven så eklatant har svigtet deres ansvar.

Da atomkraft ikke er en løsning betyder det, at vores energiforsyning på kort tid skal omstilles til helt og holdent at være baseret på vedvarende energi. 

Som jeg nævnte i min første klimakommentar her i Arbejderen den 12. oktober forudsætter en løsning af klimakrisen, at vi hurtigt kommer helt ud af den fossile æra – altså at vi helt ophører med at bruge kul, olie og gas.

Andre forbrugsvaner

Da atomkraft ikke er en løsning betyder det, at vores energiforsyning på kort tid skal omstilles til helt og holdent at være baseret på vedvarende energi – sol, vand, vind og i begrænset omfang biomasse. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi samtidig reducerer vort energiforbrug ganske dramatisk, det vil sige i størrelsesordenen 50-60-70 procent for os, der bor i den rigeste del af verden.

Det er en udfordring, for det indebærer, at der er ganske mange aktiviteter, som vi i dag opfatter som en selvfølge, men som fremover kun vil være muligt i stærkt begrænset omfang, for eksempel: At køre massivt i bil, at rejse på ferie til fjerne destinationer, at få frisk frugt året rundt, at spise kød hver dag, at udskifte køkken, badeværelse og møbler hvert femte år og TV-apparater, computere og mobiltelefoner hvert andet.  

Vi skal med andre ord indstille os på en ganske markant ændring af vore forbrugsvaner, men her er det værd at minde om, at disse vaner er blevet tillært over ganske kort tid, og at de var utænkelige for blot en generation siden. Så denne udfordring er nok betydelig, men ikke uovervindelig, for vi taler jo på ingen måde om, at genskabe fortidens nød og fattigdom.

Værre er det med beskæftigelsen, for det økonomiske system er i dag indrettet sådan, at det er nødvendigt bestandigt at øge forbruget for blot at fastholde beskæftigelsen. Det skyldes, at den teknologiske udvikling til stadighed øger produktiviteten, hvorfor den samme mængde varer kan fremstilles med færre hænder, hvorfor vi altså er nødt til at forbruge stadigt flere varer for at beskæftige det samme antal hænder.  

Den øgede produktivitet reducerer imidlertid ikke ressourceforbruget, tværtimod, for i stedet for hænder får vi stadigt mere potente maskiner, der sluger stadigt flere ressourcer og kræver stadigt mere energi – energi, der indtil nu overvejende er blevet leveret af de fossile ressourcer.

Miljø- og fagbevægelse må sammen

Skal vi skabe opbakning til en klimapolitik, der kan bringe os ud af den fossile æra, er vi nødt til at finde et svar på dette oplagte dilemma.

Mit bud er dette: At vi skal satse på kvalitet frem for kvantitet, hvilket kun lader sig gøre ved at genskabe respekten for det gode og omsorgsfulde håndværk. Frem for alt det bras, som den højteknologiske masseproduktion sprøjter ud i stride strømme og derefter med massive reklamer får os til at købe, bruge og smide væk i en uendelighed, skal vi satse på ting, der har en høj kvalitet og en lang holdbarhed. Ting som vi kan være stolte af at fremstille, og som efterfølgende giver os glæde i dagligdagen.

En sådan ny erhvervspolitik vil kræve flere hænder samtidig med, at det markant vil reducere vort træk på naturens ressourcer. Samtidig vil det være en politik, som kan bygge bro mellem vor tids store folkelige bevægelser – fagbevægelsen og miljøbevægelsen – og som derfor rummer kimen til en slagkraftig bevægelse fra neden. På med vanten og god kamp!