I den politiske strid om samfundets indretning er det fortsat overvejende sådan, at klimakampen opfattes som adskilt fra den sociale kamp, ja, ofte ses de to kampfelter som hinandens modsætning.

Jagten efter profit på virksomhedsplan og permanent økonomisk vækst på samfundsplan medfører uundgåeligt en rovdrift på såvel natur som menneske.  

En konsekvens heraf er blandt andet, at fagbevægelsen og klimabevægelsen taler hvert sit sprog, hvorfor de også i vidt omfang taler forbi hinanden.

Store dele af fagbevægelsen ser således med skepsis på såvel klimabevægelsen som den bredere miljøbevægelse, når denne anfægter de natur- og miljødestruktive produktionsforhold indenfor for eksempel landbruget – for det opfattes som en trussel mod beskæftigelsen.

Omvendt har store dele af miljøbevægelsen en ringe forståelse for de usikre sociale vilkår, som et stadigt mere globalt og konkurrencepræget marked byder samfundets ’underklasse’.

Denne modsætning er hverken frugtbar eller nødvendig, for i bund og grund er årsagen til den sociale udstødning på den ene side og den fremadskridende ødelæggelse af vort naturgrundlag på den anden én og den samme. I den korte version: Jagten efter profit på virksomhedsplan og permanent økonomisk vækst på samfundsplan medfører uundgåeligt en rovdrift på såvel natur som menneske.  

I den lidt længere version: Jagten efter permanent økonomisk vækst handler om at sætte stadigt større dele af tilværelsen på symbolsk form, så den kan konstrueres som ting, omsættes som varer og gøres til penge, stadigt flere penge.

Det betyder uundgåeligt at naturen må vige, for den kan ikke tingsliggøres og omsættes til penge uden at tage livet af den. Det samme gælder for os mennesker, for i jagten efter vækst og profit, reduceres vi til arbejdskraft, hvis værdi måles efter, hvor effektive vi er til at fremstille ting, det vil sige til at konstruere verden i symbolets tegn.

Det betyder på sin side, at folk ,der arbejder med symboler, det vil sige ’åndens’ arbejde, har forrang for ’håndens’ arbejde. Ja, det betyder, at ’håndens’ arbejde underlægges en fremadskridende symbolsk kontrol, der til sidst ender med, at det kan overtages af maskiner.

Men, et samfund uden ’hånd’ er som et menneske uden ’krop’. Det er en hjerne, der er herligt frigjort fra kroppens forankring i virkeligheden, altså en slags computer, der fungerer efter nøje specificerede regler, der gøres gældende uanset virkelighedens konkrete sammenhænge.

Et sådant samfund er koldt og kynisk beregnende. Det kan godt være, at det er rasende effektivt til at producere ting, men det er ikke til at leve og ånde i for almindelige mennesker – eller for andre levende væsener for den sags skyld. Derfor står det også for fald!

Overalt omkring os er vi således i disse år vidne til et system, der økonomisk, politisk og socialt er ved at bryde sammen for øjnene af os. I denne situation er det vigtigt, at vi skaber en bevægelse fra neden, der vil forsvare det konkrete og kropsligt givne liv i alle dets facetter. Her bør fagbevægelse og miljøbevægelse være naturlige alliancepartnere, men det kræver at vi bygger bro mellem det skel, der hidtil har hersket mellem dem. 

Det skel er rodfæstet i en dyb kulturel tradition, der forstår mennesket som stående udenfor og hævet over naturen – ’det billige skidt’. Det er denne adskillelse af natur og menneske vi må overvinde, for i dag kan vi se, at det fører os mod en økologisk såvel som menneskelig katastrofe. Med andre ord: Ingen klassekamp uden klimakamp og ingen klimakamp uden klassekamp. Den parole bør indskrives i vore rød-grønne faner!