Det seneste år har klimakampen for alvor fået luft under vingerne. Greta Thunberg er blevet et ikon for de unge med sine radikale budskaber og opfordringer til handling.

Klimakampen er ikke hævet over de klassiske sociale og politiske konflikter i samfundet, tværtimod må klimakampen også nødvendigvis være klassekamp, hvis den for alvor skal batte.   

Tusindvis af skoleelever er gået på gaden, samtidig med at de ’strejker’ fra undervisningen. Studenterne ved universiteterne har dannet Den grønne Studenterbevægelse.

Mange unge (og ældre) deltager i civile ulydighedsaktioner under navnet Extinction Rebellion. Forskere underskriver appeller om en mere helhjertet politisk indsats.

Fagbevægelsen har meldt sig ind i klimakampen med dannelsen af “Broen til fremtiden”. Og endelig viste sidste folketingsvalg, at klimasagen har et bredt folkeligt mandat og derfor var afgørende for valgets udfald og det regeringsskifte, der blev resultatet.

Kritisk syn på 'grøn' forbrødring

For os, der har været engageret i klimasagen i mange år og i lige så mange år har været frustreret over, hvor fodslæbende de toneangivende kræfter i dette land har forholdt sig til den, er det svært ikke at blive varm om hjertet.

Men – samtidig er der grund til at reflektere kritisk over den nye ’grønne’ forbrødring, hvor man forsøger at hæve klimasagen op over klassiske politiske uenigheder og samfundsmæssige modsætninger.

For jo, selvfølgelig er det vigtigt at skabe den størst mulige folkelige enhed i kampen for en grøn omstilling af vore samfund, men det er samtidig lige så vigtigt at holde fast i, at såvel klimakrisen som hele den bredere miljøkrise, den er en del af, har sin rod i et menneske- og naturfjendske samfundssystem – det vi kalder for kapitalisme.

Klima- og miljøkrisen har sin grundlæggende årsag i et system, der sætter akkumulation af døde ting, altså økonomisk vækst, over hensynet til natur og menneske, altså det levende.

Den stræben, der nu har stået på i flere århundreder, har i dag nået et omfang, hvor vi er i færd med at underminere de helt fundamentale livsbetingelser på denne klode.

Velfærd frem for velstand

Derfor må den ’grønne omstilling’ handle om meget mere end vindmøller, solceller og andre grønne teknologier, for hvis ikke vi får gjort noget ved den akkumulationstvang, der er indbygget i kapitalismen, og som gennemsyrer den herskende politiske kultur, så vil disse teknologiske fix ikke kunne afværge det økologiske sammenbrud, højst udsætte det. 

Grundlæggende handler det om, at vi må sætte kampen for det levende over kampen for det døde, eller med andre ord: At vi må prioritere velfærd frem for velstand.

I vores såkaldt rige del af verden har vi i virkeligheden ikke brug for mere velstand i form af flere døde ting, tværtimod, men vi har så sandelig brug for mere velfærd i form af bedre livsbetingelser for såvel mennesker som natur.

En sådan fundamental omprioritering forudsætter dog, at vi gør op med den skamløse rigdom, som et lille mindretal gennem årene har tilegnet sig på flertallets bekostning.

Så klimakampen er på ingen måde hævet over de klassiske sociale og politiske konflikter i samfundet, tværtimod må klimakampen også nødvendigvis være klassekamp, hvis den for alvor skal batte.